Lyt til artiklen

Det kom bag på alt og alle, da en revlehaj i Kattegatcentret gik i fødsel og fødte fire unger. Men det skulle vise sig, fødslen på ingen måder var overstået.

Få dage senere blev det nemlig observeret, at hunhajen svømmede rundt med en fosterhinde ud af gattet.

Dyrepasserne frygtede, at hajen svømmede rundt med flere unger i sig. For hvis de var døde, kunne det være livstruende for hajen. Det skulle vise sig at holde stik.

»Der skulle derfor handles hurtigt, og revlehajhunnen blev derfor indfanget og undersøgt lørdag eftermiddag,« lyder det i en meddelelse udsendt af Kattegatcentret.

Hajen fik en beroglignende sprøjte, blev vendt om på ryggen og undersøgt.

Efterfølgende kunne de konstatere, at hajen svømmede rundt med yderligere seks unger i maven. Desværre var alle unger døde og ved at gå i forrådnelse.

Den nye drejning skete blot et par dage efter, at hajen fødte fire unger. To af dem blev hurtigt spist af andre hajer, to blev reddet op – men kun en af disse overlevede.

Nu står det altså klart, at fødslen var gået i stå. Kattegatcentret oplyser, at to af ungerne havde lagt sig på tværs og dannet et kryds i livmoderen, hvorfor fødslen var gået i stå.

De seks unger var alle døde.
De seks unger var alle døde. Foto: Kattegatcentret
Vis mere

I meddelelsen fra centret fremgår det, at sådan en hændelse kan være fatal og livstruende. Men det lykkedes dyrepasserne at redde hajhunnen, som nu får antibiotika og er ved at komme sig.

Der skulle et team bestående af dyrlæge, dykkere, dyrepassere og biologer til at håndtere hajen, der vejer 70-80 kilo og har en længde på 2,2 meter.

Revlehajer er drægtige i op til et år, men det var noget af en overraskelse for de ansatte, at der kom unger. Centret vidste nemlig ikke, at revlehajen var drægtig.

Derfor er det også en stor nyhed for marinbiologen, da det ikke er ofte, at revlehajer i fangenskab føder unger.

Rune Kristiansen, som er kurator og marinbiolog i centret, har oplyst til Ritzau, at Kattegatcentret blot er det tredje eller fjerde sted i Europa, som har haft held med at avle revlehajen.