Det er langt fra hver dag, at en klumpfisk bliver skyllet i land i Danmark.
Men anden juledag skete det ved Brøndby Strand i Køge Bugt.
Her fandt en forbipasserende en klumpfisk på 13,5 kilo og med en længde på 63 centimeter.
Jonas Hansen Tchikai, der beskriver sig selv som en naturnørd, blev alarmeret om fundet og hastede fra Ishøj til Strandparken for at se den med egne øjne.
»Det er et sjældent fund i bugten,« siger han til B.T.
»Det var en stor oplevelse – det var første gang, at jeg havde set en,« siger han videre.
Naturentusiasten uddyber, at der også har været to klumpfisk, der er skyllet i land ved Sjællands Odde. Den ene er dog blevet afhentet.
»Det er mere normalt, at de kommer i oktober eller november,« uddyber han og tilføjer:
»Men nu kommer de også i december og januar på grund af klimaforandringer. De kan dog ikke overleve i det kolde vejr.«
Klumpfisken i Køge Bugt blev senere afhentet af Fiskeatlasset ved Statens Naturhistoriske Museum – de står for den nationale kortlægning af danske fisk.
