Vinteren hærger, og vi går en iskold weekend i møde. Temperaturen kan nå ned under 15 graders frost, og det er ifølge tidligere Sirius-patruljefører, Asger Fredslund, koldt nok til, at folk laver »dumme fejl«.
Med en fortid i Sirius-patruljen, er han toptrænet i at håndtere kulde på et niveau, som vi formentlig ikke kommer til at opleve herhjemme.

Ved Nordøstgrønland oplevede han temperaturer under minus 40 grader, og her var vinden så kraftig, at Asger Fredslunds makker fik førstegradforfrysninger.
Og som han siger:
»Minus 15 grader i Danmark er ikke en slæderejse i Grønland.«
B.T. har spurgt Asger Fredslund om gode råd til at klare sig varmt og godt gennem frostgraderne.
1. Hold hoved og fødder varme – »ellers taber du slaget«.
Et af de vigtigste – og samtidig nemmeste – råd er ifølge Asger Fredslund at beskytte hovedet og fødderne med varme.
»Du mister enormt meget varme fra hovedet, hvis det er ubeskyttet. Hue på. Altid,« siger Fredslund, der er tidligere patrulje-leder ved Siriuspatruljen. I dag er han foredragsholder og direktør i firmaet Sirius Partner.

»Fødderne er endnu vigtigere,« tilføjer han.
Asger Fredslunds råd er tørre sokker, plads i støvlerne – ingen klemmende sko, og gerne to lag på fødderne – en tynd inderst og en tykkere yderst.
»Hvis fødderne først bliver kolde, er det svært at hente det ind igen,« siger han.
2. Klæd dig i lag – og undgå at svede.
»Lag-på-lag er ikke en kliché. Det virker,« siger Asger Fredslund.
Han uddyber:
»Det inderste lag bør være noget svedtransporterende – gerne uld, det midterste lag bør være et isolerende lag som uld eller fleece, og det yderste lag bør være vindtæt.«
Men det er lettere sagt end gjort.

Ifølge Asger Fredslund kan man være for god til at påklæde sig i mange lag.
»Den største fejl?« spørger han retorisk. »At tage for meget på og begynde at svede. Fugt er din værste fjende i frost. Hellere justere løbende.«
3. Vinden er værre end temperaturen.
»Minus 15 grader uden vind er én ting. 15 grader frost i blæst er en helt anden historie,« siger Asger Fredslund.
Den såkaldte chillfaktor er de fleste bekendt med. Windchill kan derimod gøre det markant koldere, end termometeret viser.
»Her er vindtæt overtøj og noget der dækker hals og ansigt kan være afgørende,« siger den tidligere patruljefører.
Euroman har talt med en af Asger Fredslunds kolleger – Erik B. Jørgensen – om kulden.
Erik B. Jørgensen var patruljefører i 1999 til 2001. Han hævder, at han aldrig har frosset så meget, som han har i Danmark. Og det skyldes, at der er fugt i luften som går igennem marv og ben, siger han.
»Det koldeste land, jeg har oplevet i verden, det er Danmark,« siger Erik B. Jørgensen til magasinet.

4. Spis og drik – selvom du ikke føler for det.
Asger Fredslund peger på, at det er en god idé at spise lidt ekstra fedt og kulhydrat, hvis man er ude i længere tid.
»Kroppen er en brændeovn. Den skal have brændsel,« siger Asger Fredslund.
»Drik også – man bliver dehydreret i kulde, selvom man ikke føler sig tørstig. Og undgå for meget alkohol – det snyder kroppen og øger varmetabet.«

5. Reagér på kulden i tide.
Kuldeskader kommer snigende, konstaterer Asger Fredslund.
Advarslerne føles ifølge Fredslund som prikkende fornemmelse, følelsesløshed i fingre, tæer eller kinder.
»Hold øje med hinanden – hvide pletter på huden er begyndende forfrysninger, bevæg dig, få varmen gradvist tilbage. Gnid ikke hårdt på forfrosne områder,« råder han og tilføjer:
»Og ignorer aldrig signalerne.«

Asger Fredslund har en afsluttende bemærkning, inden vi går en frossen weekend i møde:
»Der findes ikke dårligt vejr – kun dårlig forberedelse. Kulde er ikke farlig, hvis man tager den alvorligt,« siger han.

