Det er dybt selvmodsigende. Hele 18.842 stillinger er ledige ifølge Jobnet, men alligevel er der dusinvis af arbejdsgivere, der ikke vil have Sine Backe Laursens arbejdskraft.

Over 100 ansøgninger har hun sendt, siden hun mistede sit job i marts grundet corona-epidemien.

»For mig er det ikke meningen, at staten skal forsørge mig. Jeg vil tjene mine egne penge,« siger hun.

Hver aften i hverdagene har den 46-årige mejerist fra Herlev derfor fundet dagens aktuelle stillingsopslag. Hendes eneste kriterium: Det skulle være et job på Sjælland.

»Det har været alt, jeg har søgt – fra job i Netto, Lidl, Meny, Bilka. Jeg har også søgt hos rengøringsfirmaer og en stilling som piccoline,« siger hun. B.T. har set en række af hendes afslag.

Alligevel er hun kun blevet indkaldt til to samtaler foruden den, der endeligt resulterede i et nyt job hos en medicinalproducent, hvor Sine Backe Laursen kan bruge sin viden inden for hygiejne og mikrobiologi.

Forklaringen på de mange afslag på både deltids- og fuldtidsstillinger er ifølge Sine Backe Laursen, at mange arbejdsgivere finder hende for overkvalificeret.

»Jeg har fulgt op på mange af mine afslag og hørt flere gange, at de har beklaget og forklaret, at de har afvist mig, fordi de ikke vil bruge tid og penge på at oplære mig, hvis jeg alligevel ikke skal være der længe. De ved jo godt, at jeg ville søge videre på et tidspunkt,« siger hun.

Sine Backe Laursen skulle skrive flere end 100 ansøgninger for at sikre sig job i en tid med knap 19.000 ledige stillinger.
Sine Backe Laursen skulle skrive flere end 100 ansøgninger for at sikre sig job i en tid med knap 19.000 ledige stillinger.
Vis mere

Omvendt er der masser af højtuddannede, der blankt afviser job, fordi de føler sig overkvalificeret, lyder det fra Dansk Arbejdsgiverforening.

Dermed vokser ledighedskøen fortsat. 176.663 er ifølge Beskæftigelsesministeriet ledige. Det er en stigning på 44.812 fra og med 9. marts.

»Jeg vil på ingen måde benægte, at der er virksomheder, der afviser jobansøgere med en høj kompetenceprofil med den begrundelse, at der ikke er det rigtige match.«

»Men det er klart, at når vi oplever i så høj grad, som vi har gjort, at selv ufaglærte stillinger kan være svære at besætte, så er det selvfølgelig et udtryk for, at der er noget, der ikke fungerer, som det burde gøre,« siger Erik Simonsen, underdirektør i DA og chef for området Beskæftigelse og arbejdskraft.

Sine Backe Laursen er bekendt med påstanden om, at nogle højtuddannede føler sig for fine til et lavtlønsjob og derfor hellere går ledig, indtil det rette job dukker op.

Men hun minder om, at mange som hende selv er klar til at tage arbejdstøjet på.

»Når man tager en uddannelse, forpligtiger man sig til at betale tilbage til samfundet,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tænkte, at hvis jeg får et job, har jeg noget nyt på mit cv, og så ville jeg altid kunne søge videre.«

Erik Simonsen anerkender, at mange ledige forsøger at komme tilbage i job.

»Selvfølgelig er der masser, der gør en stor indsats. Det er ikke mit budskab, at alle ledige ikke er klar til at tage et job,« siger han.

Underdirektøren efterlyser dog, at flere er omstillingsparate og klar til at tage job, der afviger fra drømmejobbet.

»Al uddannelse gør en mere kompetent. Men nogle gange skal man justere sig selv, hvis man tror, at man SKAL have et bestemt job.«