Han får fortsat lov til at lægge navn til pladsen, men nu skal hans portræt overmales.

Simon Spies må ikke længere pryde en mur i Helsingør.

Tirsdag aften vedtog et flertal i Helsingørs byråd, at kommunen ikke skal bruge penge på at genskabe et murmaleri af Simon Spies.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Portrættet blev genstand for offentlig debat i forbindelse med nye afsløringer om rejsekongens misbrug af yngre kvinder.

Der er efterfølgende blevet udøvet hærværk mod portrættet flere gange. 

Portrættet har senest været overmalet med sølvfarve og et par spørgsmålstegn.

Og et flertal på 16 stemmer mod 9 har i byrådet nu altså bestemt, at portrættet skal overmales permanent.

Ifølge Helsingør Dagblad vil en overmaling koste cirka 10.000 kroner, mens en afrensning af portrættet ville have været noget dyrere.

Under debatten i byrådet sagde Michael Mathiesen, der er konservativ og formand for byrådets udvalg for kultur og turisme, ifølge Helsingør Dagblad, blandt andet:

»Der går otte minutter og 35 sekunder, så er der malet graffiti på det maleri igen. Det er økonomisk uansvarligt. Vi kommer til at smide så mange penge efter det. Derfor går vi ind for, at vi maler muren over og gør det pænt til vores turistsæson. Og så har vi en rent lærred til et nyt murmaleri.«