Sikkerhedsstyrelsen er onsdag eftermiddag ude og advare borgere mod at affyre en bestemt type fyrværkeri fra mærket Outcast.

Der er tale om det såkaldte 'Outcast 9 skuds batteri', som risikerer at vælte under brug.

I værste fald kan det føre til, at forbrugeren rammes og får forbrændingsskader eller øjenskader, oplyser Sikkerhedsstyrelsen.

Helt specifikt er der tale om batterier med CE-reg.nr. 0200-F2-0084, varenr. 353.0910 og batch nr. 19-15368.

Batterierne kan være købt både løst eller som del af et sortiment, oplyses det.

På baggrund af faren for, at 'Outcast 9 skuds batteri' vælter og i værste fald påfører forbrugeren skader, må produktet ikke længere sælges.

Det skal derfor trækkes tilbage fra markedet.

Hvert år pådrager adskillige borgere sig øjenskader som følge af fyrværkeri.

Sidste år faldt tallet dog markant, idet blot ni personer kom så alvorligt til skade efter nærkontakt med fyrværkeri, at de måtte en tur på hospitalet.

Året forinden var tallet 22, og nytårsaften 2018 blev der registreret 28 behandlingskrævende øjenskader.