Den sikkerhedspolitiske situation i Europa gør, at Danish Air Show 2024 rykkes fra Skrydstrup til Aalborg

Danish Air Show 2024 flyttes fra Skrydstrup-basen i Sønderjylland til Flyvestation Aalborg.

Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.

Flytningen sker som konsekvens af de højtprioriterede arbejdsopgaver, som Skrydstrup-basen står over for, herunder implementeringen af F-35-kampfly og den sikkerhedspolitiske situation i Europa, lyder det.

- Fighter Wing Skrydstrup er og vil i den kommende tid blive endnu mere spændt for med sin almindelige opgaveløsning, siger Jan Dam, generalmajor og chef for Flyvevåbnet, i pressemeddelelsen.

- F-35 implementeringen fylder meget, og vores kampfly skal være klar til at støtte den sikkerhedspolitiske situation, som i øjeblikket udspiller sig i Europa.

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere oplyst, at Danmark agter at træne ukrainske kampflypiloter på Skrydstrup-basen.

Basen er hjemsted for den danske styrke af F-16-kampfly og det personale, der arbejder med flyene til daglig.

/ritzau/