Sikkerhedskontrollen holder døgnåbent i Københavns Lufthavn
De ekstra foranstaltninger i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn kan vare op til de kommende uger.

De ekstra foranstaltninger i sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn kan vare op til de kommende uger.

Sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn holder døgnåbent i weekenden som følge af de ekstra sikkerhedsprocedurer, der medfører, at det tager længere tid for passagererne at komme igennem den.
Det oplyser Københavns Lufthavn i en mail til Ritzau fredag aften.
- Rejsende skal være opmærksomme på, at det ikke nødvendigvis er muligt at checke ind eller aflevere bagage tidligere end normalt.
- Vi anbefaler derfor, at man på forhånd undersøger hos sit flyselskab, hvornår check-in og bagageindlevering åbner for den konkrete afgang, oplyser lufthavnen.
Normalt åbner sikkerhedskontrollen klokken 04.00.
Ud over denne weekend kan udfordringen med længere køer til sikkerhedskontrollen i Københavns Lufthavn som følge af ekstra foranstaltninger strække sig ind i næste uge - og måske også ugen efter.
Det oplyste Københavns Lufthavns kommunikationsdirektør, Lise Agerley Kürstein, til Ritzau tidligere fredag aften.
- Vi håber selvfølgelig at melde tilbage så snart som muligt. Men lige nu har vi ikke en tidshorisont, siger hun.
Det er Trafikstyrelsen, der beslutter, hvornår Københavns Lufthavn kan vende tilbage til normal drift igen - eller om lufthavnen fremadrettet "skal gøre tingene på en anderledes måde", som kommunikationsdirektøren udtrykker det.
Trafikstyrelsen oplyste torsdag, at et tilsyn har ført til, at lufthavnen midlertidigt skal indføre ekstra foranstaltninger. Det er årsagen til, at det tager længere tid at komme igennem sikkerhedskontrollen.
- Vi føler ikke, at de har mistillid til os. Vi har et tæt samarbejde om den fælles interesse i at opretholde det enormt høje sikkerhedsniveau, der er i Københavns Lufthavn, siger Lise Agerley Kürstein.
Hun vil fortsat ikke komme nærmere ind på, hvorfor Københavns Lufthavn har indført ekstra foranstaltninger i sikkerhedskontrollen.
- Jeg forstår godt nysgerrigheden omkring, at der er nogle ændrede sikkerhedshensyn lige nu, men vi kan ikke komme nærmere ind på detaljer i vores sikkerhedsprocedurer, understreger hun.
- Men det er vigtigt at sige, at sikkerheden altid er i top, og at det er sikkert at flyve.
Hos nogle flyselskaber kan man købe fast track-billetter. Det betyder, at man kan komme hurtigere igennem sikkerhedskontrollen.
Fast track-sikkerhedskontrollen er underlagt de samme ændrede sikkerhedsvilkår, understreger Lise Agerley Kürstein.
Københavns Lufthavn kunne se, at der torsdag blev købt flere fast track-billetter.
- Jeg vil tro, at man også skal regne med at stå længe i fast track-køen. Så jeg regner ikke med, at det gør den store forskel lige nu, siger hun.
RITZAU