»Det lyder lidt uhyggeligt, ikke?«

Sådan siger John Jensen på 80 år, da B.T. onsdag formiddag overbringer ham nyheden om, at den amerikanske ambassade har udsendt en sikkerhedsalarm for det Ishøj, hvor han har boet de sidste 38 år.

Han har læst om de skudepisoder, der har fået den amerikanske ambassade til at opfordre turister fra USA til at 'holde lav profil', når de besøger Ishøj, Hundige og Nørrebro.

»Lidt utryg gør det jo en, men ellers mærker vi ikke noget til det,« siger John Jensen.

80-årige John Jensen har boet i Ishøj i 38 år.
80-årige John Jensen har boet i Ishøj i 38 år.
Vis mere

Det gør til gengæld en ung pige, der ikke har tid til at give et rigtigt interview, men når at fortælle, at der er blevet skudt lige i nærheden af, hvor hun bor, og at det føles enormt utrygt.

Og en midaldrende mand, der ikke ønsker sit navn i avisen, fortæller, at han ikke bryder sig om at gå ud alene om aftenen på grund af skyderierne.

For lidt over en uge siden mistede en ung mand på 22 år livet i Ishøj efter et skyderi, og tirsdag aften var der igen meldinger om skud i bydelen.

Karl Christian Andersen på 68 år har boet i Ishøj de sidste 12 år, og han spekulerer på, om de mange år som indbygger i Ishøj har gjort ham lidt mere hærdet end de fleste.

68-årige Karl Christian Andersen har boet i Ishøj i 12 år.
68-årige Karl Christian Andersen har boet i Ishøj i 12 år.
Vis mere

»Jeg ved ikke, om man efterhånden er lidt afstumpet og ikke reagerer lige så meget på det. For nogle år siden var der jo en del bilbrande, som vi selv oplevede på vores egen parkeringsplads. Man bliver lidt hærdet, det kan man godt sige.«

En ung familiefar, der ønsker at være anonym, fortæller til B.T., at han elsker Ishøj, hvor han bor og er vokset op.

Han er ikke nervøs for, at man som udefrakommende er i fare for at blive offer for skud eller vold, fordi han har indtryk af, at skyderierne er interne opgør i det kriminelle miljø, men han er bange for, at hans egen søn kan ende i dårligt selskab.

»Før i tiden var jeg altid efter min teenagesøn for at få ham til at holde op med at spille computer og være social i stedet for. Nu holder jeg ham hjemme foran computeren om aftenen, fordi jeg er bange for, han skal få de forkerte venner,« siger han.

Manden med tyrkiske rødder ønsker sig, at politiet gør mere for at sætte ind over for problemerne med vold og kriminalitet.

»Det virker, som om de har mere travlt med at uddele bøder til folk for at glemme sikkerhedsselen eller tale i mobiltelefon, når de kører bil.«

Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj.
Ole Bjørstorp, borgmester i Ishøj. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Borgmester i Ishøj Ole Bjørstorp mener, det er vildt overdrevet, at den amerikanske ambassade udsender en sikkerhedsalarm.

Men han understreger, det er vigtigt, at der generelt er en opfattelse af, at Ishøj er et sikkert sted at færdes.

»Derfor har vi indkaldt til et borgermøde i morgen aften, hvor vi sammen med politiet vil informere om det, der er sket, og forklare, hvad vi gør fremadrettet,« fortæller han.

Ole Bjørstorp fortæller, at tirsdagens skudepisode viste sig at være falsk alarm, men at der er nogle banderelationer, som skaber uro i Ishøj, og den uro vil borgmesteren gerne af med.

»Det skaber en utryghed, og den skal vi til livs, det er der ingen tvivl om.«

Borgermødet finder sted torsdag den 26. september klokken 19 i Byrådssalen.