Ayatollah Ali Khamenei, den afdøde islamistiske iranske diktator, vil blive husket som en »martyr«.

Sådan lyder det i en video, som Frie Grønnes skandaleramte partileder, Sikandar Siddique, har delt på sin Instagram-profil. Og det er blot en af flere videoer til minde om den afdøde ayatollah, som Siddique har delt.

Du kan se videoerne længere nede i artiklen.

Den første af videoerne, som Siddique har delt i en såkaldt »story« på Instagram, er en video fra en indisk profil.

Her ser man et klip fra den indiske tv-kanal »India Today« fra 1. marts i år, hvor en vært og en kommentator diskuterer ayatollah Khameneis død.

I klippet giver kommentatoren udtryk for, at det iranske regime ikke er styrtet sammen trods lørdagens amerikansk-israelske angreb, der blandt andet dræbte ayatollah Ali Khamenei, inden han siger:

»Den øverste leder (Khamenei, red.) har gjort sig selv til en martyr, og han vil blive husket for det.«

Herefter har Sikandar Siddique, der selv har pakistanske rødder, delt et videoklip fra det iranske kulturcenter i den pakistanske storby Karachi, hvor Khamenei besøger nogle tydeligt berørte og stolte forældre til en iransk »martyr«.

Forældrene byder i klippet, som er produceret af Khameneis egne propagandafolk, ayatollahen velkommen med ordene »modige leder«, hvorefter han velsigner dem. Klippet er mange år gammelt, men Sikandar Siddique har altså delt det igen i anledning af Khameneis død.

Til sidst har Siddique delt et klip med en iransk kvinde, der forklarer, hvorfor hun angiveligt er gået fra at være en modstander af Khameneis islamistiske regime til at bakke op om ayatollahen forud for det amerikansk-israelske angreb på Iran.

Søndag aften blev der afholdt en mindehøjtidelighed for ayatollah Khamenei på Den Røde Plads på Nørrebro.
Søndag aften blev der afholdt en mindehøjtidelighed for ayatollah Khamenei på Den Røde Plads på Nørrebro. Claes Theilgaard

»Ayatollah Khamenei går forrest og kæmper for Iran, og på grund af ham deltager jeg for første gang i mit liv den islamiske revolutionsmarch for at vise dem udenfor Irans grænser, der tror, at de kan angribe Iran med sanktioner og tømme gaderne for mennesker, at så længe vi og folk som os er i landet, så kan de ikke engang drømme om at sætte deres fødder i Iran,« siger kvinden i klippet, der tilsyneladende er fra den 20. februar i år.

B.T. har rettet henvendelse til Sikandar Siddique og spurgt, hvorfor han deler den slags hyldestvideoer til den afdøde ayatollah.

»Jeg har aldrig hyldet præstestyret i Iran. Tværtimod,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Sikandar Siddique.

»Til gengæld synes jeg, at det er vigtigt, at folk herhjemme bliver præsenteret for nogle af de nuancer, den klassisk ensidige dækning i pressen glædeligt overser,« fortsætter han og tilføjer:

»Hvis vi skal igennem endnu en storkrig i Mellemøsten, er det nok en god idé, at forstå, hvad der faktisk foregår i Iran.«

B.T. har forgæves forsøgt at få et egentligt interview med Sikandar Siddique. Dette har ikke været muligt.

Dog har vi stillet en række opfølgende spørgsmål, herunder om han tager afstand fra den afdøde ayatollah Khamenei.

Dette spørgsmål har Sikandar Siddique ikke svaret direkte på, men han uddyber i en skriftlig kommentar:

»Der er slet ikke nogen tvivl om, at ligesom millioner vil huske ham som en ond diktator, er der også millioner, der nu ser ham som en martyr. Det er netop den slags nuancer, jeg synes, vi skal forstå, hvis vi ser ind i en ny krig i Mellemøsten. Afstand fra styret har jeg taget mange gange.«