HJÆLP!!!!!! EFTERLYSNING!!!!

Det var med et spinkelt håb, at Sigrid Dyekjær skrev et opslag på Facebook i forrige uge.

Hun var overladt til sig selv af politiet og skulle have hjælp til at finde og stjæle sin stjålne bil tilbage. Og det fik hun.

Flere tusinde mennesker har delt hendes opslag og hjulpet i eftersøgningen.

»Det er en skandaløs behandling af politiet, men det er overvældende, at så mange danskere har hjulpet os i stedet,« siger Sigrid Dyekjær.

Jagten på den stjålne bil har heller ikke været nem. Den har dag efter dag været sporet gennem adskillige postnumre for til sidst at dukke op i en kælder i København.

Det hele begyndte dog flere dage tidligere i et parkeringshus på Nørrebro.

Onsdag

I løbet af formiddagen cykler Sigrid Dyekjær hjemmefra for at hente bilen i parkeringshuset, hvor bilen har stået siden september.

Sigrid Dyekjær i sin 40 år gamle MG'er, som hun fik af sin far, da hun var i 20'erne.
Sigrid Dyekjær i sin 40 år gamle MG'er, som hun fik af sin far, da hun var i 20'erne.
Vis mere

»Jeg er skide stresset og tjekker overalt uden at finde den. Jeg tænker, at jeg måske har sat den et sted og så glemt det igen,« siger hun.

Torsdag

Næste morgen er der stadig ingen spor af bilen. Hendes højtelskede veteranbil, som hun har arvet efter sin far, er forsvundet.

Politiet kan ikke gøre noget, og forsikringsselskabet afventer, at politiet finder bilen.

Har du oplevet, at tage sagen i egen hånd, fordi politiet ikke kunne hjælpe? Kontakt B.T. på matu@bt.dk

»Hvad gør man som almindelig borger i sådan en situation, når politiet ikke vil hjælpe?« spørger Sigrid Dyekjær sig selv.

Hun skal rejse til London og kan ikke cykle byen tynd i jagten på sin bil. I stedet vil hun prøve at efterlyse den på Facebook.

Lørdag

'Vil I, mine Facebook-venner, ikke holde øje med, om den er et sted i København? Politiet vil ikke efterforske sagen, så jeg håber, I kan hjælpe,' skriver hun tidligt lørdag.

Opslaget spreder sig som en steppebrand, og på få timer er efterlysningen delt i 4220 Korsør, 4600 Køge, 8920 Randers og 7130 Juelsminde.

De næste to dage bliver Sigrids efterlysning delt 7.400 gange i hele Danmark.

»Det sagde bare 'kapow' på Facebook. Folk delte og delte opslaget, som endte ude i alle mulige kredse af bilentusiaster. Det er jeg virkelig rørt over,« siger hun.

Samme dag kontakter en fremmed mand Sigrid.

»Du kender mig ikke, og jeg kender ikke dig, men min datter bor i Søborg, og hun har sendt mig et foto af en smuk veteranbil. Det er din bil,« siger han.

Nummerpladen er den rigtige, og datteren fortæller senere over telefonen, at bilen har stået foran et boligbyggeri i Søborg fra onsdag til fredag.

Ikke længe efter ringer en ældre dame til Sigrid Dyekjær og siger, at den efterlyste bil fra Facebook nu er set tæt på Tingbjerg.

»Min mand ringede til politiet, som sagde, at vi selv måtte stjæle bilen tilbage, hvis vi kunne. De havde ikke tid til at køre ud og lede,« siger hun.

Søndag

I London forsøger Sigrid Dyekjær at holde styr på de mange tip og ledetråde, som hun modtager.

Om aftenen skriver en mand, at han netop har set den blå MG'er køre fra Tingbjerg i retning mod København.

Klokken 21.30 deler hun mandens besked på Facebook med de mange mennesker, som nu hjælper hende i jagten på bilen.

Mandag

På sjettedagen kulminerer flere dages eftersøgning endelig.

»Jeg bliver kontaktet af en kvinde, som siger, at hun står ved min bil i et parkeringshus under Carlsbergbyen,« siger Sigrid Dyrkjær, der stadig sidder i London med bilnøglerne på sig. Hendes mand er samtidig i Hamborg.

Har du oplevet, at tage sagen i egen hånd, fordi politiet ikke kunne hjælpe? Kontakt B.T. på matu@bt.dk

Kvinden foreslår, at hendes kæreste kan stå vagt ved bilen, indtil Falck-vognen kommer og bugserer den i sikkerhed.

I to timer står han og venter ved bilen. Det bekymrer ham dog, at tyven potentielt kan vende tilbage til bilen.

»Politiet sagde bare, at hvis tyven kom, så måtte han hellere løbe,« fortæller Sigrid Dyekjær, der løbende var i kontakt med manden.

Det skete heldigvis aldrig, og få timer senere stod den 40 år gamle veteranbil tilbage på sin plads.

»Med hjælp fra gode borgere og søde mennesker har vi den nu tilbage,« siger Sigrid. »Det er total rystende, at politiet ikke har tid til at hjælpe. Man skal klare det hele selv.«

Københavns Politi skriver i en mail til B.T., at bilen kort efter anmeldelsen blev registreret i politiets automatiske nummerplade-genkendelsessystem. De lukkede efterforksningen, da der ikke var oplagte mistænkte, men havde fortsat bilen i deres system. Det skulle de have givet Sigrid tydligere besked på, erkender politiet.

Du kan læse hele forklaring fra Københavns Politi i faktaboksen ovenfor.