»Jeg mener personligt, at en snak med vedkommende og en buket blomster måtte have været alt rigeligt.«

Således skrev journalist og forfatter Signe Wenneberg til det nu tidligere medlem af Folketinget Kristian Hegaard på dagen, hvor han på Facebook annoncerede, at han trak sig som følge af dét, han selv kalder »grænseoverskridende adfærd.«

Men en sådan en kommentar, som Signe Wenneberg leverer, kan være problematisk, hvis man spørger næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund Signe Gissel Schmidt.

»Kan du så bare lænse en blomsterbutik, hvis sådan noget sker igen og igen?« lyder det fra Dansk Kvindesamfunds næstforkvinde.

»Det klinger jo skidehult,« fortsætter hun.

Det er ikke mange dage siden, at Kristian Hegaard skrev på Facebook, at han havde 'fejlet og svigtet' ved at udvise 'grænseoverskridende adfærd'. En adfærd, han også et par måneder inden havde haft en snak med De Radikales partileder, Sofie Carsten Nielsen, om.

Og det var præcis det opslag, der fik mange til tasterne. Langt over 3.000 kommentarer ligger der til opslaget.

En af dem kom fra journalist og forfatter Signe Wenneberg, der tidligere har været aktiv i kampen mod sexisme.

I kommentaren, der siden er blevet slettet, roser Wenneberg Kristian Hegaard, der bl.a. får med på vejen, at han har 'gjort det så flot', og at der er brug for mennesker som ham i politik.

Signe Wenneberg har slettet sin kommentar til Kristian Hegaards opslag.
Signe Wenneberg har slettet sin kommentar til Kristian Hegaards opslag.

Det falder imidlertid ikke i god jord i Dansk Kvindesamfund.

»Den taler ind i sådan noget med, at 'han er jo sådan en pæn fyr 'og 'ej slap af, dame',« lyder det videre fra Signe Gissel Schmidt.

Heller ikke hos Everyday Sexism Project Danmark møder Signe Wenneberg opbakning.

Her mener man, at det kan være et problem, når man kritiserer beslutningen uden at vide, hvad Kristian Hegaard helt præcist har gjort.

»Hvordan kan man det? Hvordan kan man vurdere, om det er en rimelig eller urimelig konsekvens?« lyder det fra Iben Hendel Philipsen, der er talsperson for Everyday Sexism Project Danmark.

Signe Wenneberg har ellers tidligere gjort sig som bannerfører for MeToo-sagen i Danmark. Her har hun især langet ud efter det sexistiske miljø i den politiske verden.

'Jeg har oplevet helt absurd sexchikane og helt absurd sexisme i det politiske liv, jeg vovede mig ind i for mange år siden, ganske kort, fordi kæmpe for klimaet ad den vigtige vej. Man holder kvindelige kandidater nede på talrige måder. Der er nul ligestilling. Der er psykisk vold,' har Signe Wenneberg tidligere skrevet i et længere opslag på sin Instagram-profil.

Hun har også tidligere stået bag en kampagne, hvor kvinder kunne indsende deres fortællinger om oplevelser med MeToo. Et initiativ, der dengang blev rost af Everyday Sexism Project.

Men i tilfældet med Kristian Hegaards grænseoverskridende opførsel er det altså krænkeren, der får Signe Wennebergs opbakning.

B.T. ville gerne have spurgt Signe Wenneberg til den nu slettede Facebook-kommentar, men hun meddeler i en sms, at hun ikke ønsker at stille op et til et interview.