Debatten, om hvorvidt børn skal være en del af demonstrationerne mod krigen mellem Israel og Hamas, splitter.

Generalsekretær for børneorganisationen Børnesagens Fællesråd, Mette Gry Petersen, fortæller, at det med stor sandsynlighed overskrider barnets grænser, når børn deltager i så politiske demonstrationer.

Børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår, John Halse, kalder det et direkte overgreb.

»Det er jo også et overgreb at involvere børn i ting, der kan være direkte angstprovokerende. Spørgsmålet kan jo komme ‘mor, kan vi også få krig her, kan jeg også dø?’ Det synes jeg, man skal beskytte dem for op til en vis alder,« siger han.

Men det standpunkt er Signe Flyvbjerg stærkt uenig i. 

Hun er en af initiativtagerne bag Instagramprofilen 'Børneblokken for Palæstina', som blandt andet har arrangeret workshops i børnevenlig aktivisme. 

På Instagramprofilen deler folkene bag også erfaringer i at tage børn med til demonstration.

Signe Flyvbjerg understreger, at hun taler på vegne af sig selv, da Børneblokken For Palæstina ikke er en organisation, og at hun derfor ikke kan udtale sig på vegne af andre forældre.

Hun mener, at demonstrationerne kan give børnene en følelse af at kunne gøre en forskel. 

Desuden afviser hun, at der er tale om en krig.

»Demonstrationerne, Alle på Gaden, handler ikke om krig. Der er ikke krig i Gaza eller i Palæstina – Israel er en besættelsesmagt som udfører et folkemord,« skriver hun i en mail og fortsætter:

I videoen nedenfor kan du se den syvårige drengs slagord til Palæstina-demonstrationen.

»At deltage i en demonstration med fokus på at råbe op om, hvad der foregår og forsøge at ændre situationen, kan være en opløftende oplevelse. Det kan give børn, og voksne, en følelse af ikke at være alene med bekymringer, og af at man faktisk kan gøre noget – det, der på engelsk hedder empowerment.«

Signe Flyvbjerg gør opmærksom på, at demonstrationerne omhandlende Israel og Palæstina ikke er de eneste demonstrationer, hvor man har kunnet se børn.

»Jeg har lyst til at henvise dig til situationen i Ukraine og den måde, det bliver håndteret i den danske offentlighed, herunder i pressen og hos vores politikere. Her er masser af eksempler på at børn deltager i demonstrationer og endda stilles i front som eksempler på, hvor horribel krigen er. Det har ikke modtaget kritik. Så jeg er jo nysgerrig på, om det virkelig er bekymringen for vores børn, der driver dig og diverse børnesagforkæmpere til at kritisere os i Palæstina-solidaritetsarbejdet? Eller om det mon er en stråmand?,«

Hun henviser blandt andet til en artikel fra TV 2, der beskriver, hvordan en ukrainsk præst flankeret af en otteårig dreng holdt en gudstjeneste i Holmens kirke sidste år, som fik statsminister Mette Frederiksen (S) til at fælde en tåre.

Hun giver ikke meget for børnepsykolog John Halses vurdering om, at der er tale om et overgreb, når børn deltager i politiske demonstrationer.

»Jeg tror, at de fleste forældre helt selv er fint i stand til at vurdere, hvad der er 'godt for børnene'. Hvis nogen virkelig tror der bliver begået overgreb, må de jo ringe til kommunen …,« siger Signe Flyvbjerg og tilføjer, at forældre selv må vurdere, hvor gammel et barn skal være, før det er klar til demonstration.

B.T. har forsøgt at kontakte Internationalt Forum, der stod bag Facebook-eventet 'Palæstinademonstration til Pilestræde', som omhandlede søndagens demonstration.

Af eventet fremgår det, at demonstration er arrangeret af en række unavngivne aktører.

»Demonstrationerne er organiseret af en række Palæstinasolidaritetsgrupper og aktivister, der går under den samlede betegnelse Alle På Gaden For et Frit Palæstina-initiativet,« står der på siden.

Internationalt Forum er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

Det er ikke lykkedes B.T. at komme i kontakt med barnets forældre.