Signe blev steriliseret som 29-årig: “For mig handlede det om at tage ansvar”
Hele sit liv har Signe drømt om en følelse af frihed. Den fik hun for alvor, da hun tog beslutningen om ikke at få børn.

Hele sit liv har Signe drømt om en følelse af frihed. Den fik hun for alvor, da hun tog beslutningen om ikke at få børn.

Signe glemmer ikke sygeplejerskens medlidende blik, da hun lå på briksen klar til steriliseringen.
“Husk nu, at du stadig kan blive gravid,” sagde sygeplejersken.
Og teknisk set havde hun ret. Signes æg ville stadig eksistere, og hendes livmoder ville fortsat kunne bære et barn. Med kunstig befrugtning ville en graviditet stadig være mulig.
Signe svarede med et smil og et nik. Hun havde aldrig været mere sikker.
LÆS OGSÅ: Med et enkelt skift sparer Karina flere tusind kroner på babyens madbudget
I dag er Signe Madsen 40 år. Hun blev steriliseret som 29-årig, og for hende handlede beslutningen ikke kun om, at hun aldrig havde ønsket sig børn.
Den handlede også om ansvar.
Med en psykisk sygdom og flere perioder med alvorlig ustabilitet tvivlede hun på, om hun ville kunne være den stabile forælder, et barn har brug for. Derfor blev steriliseringen ikke oplevet som et tab, men som det mest ansvarlige valg.
Tanken om børn har aldrig sagt hende noget. Hun har aldrig drømt om et liv som mor.
Mørke perioder
Som barn sagde legen “mor, far og børn” hende heller aldrig noget.
Hun brød sig ikke om følelsen af selv at være barn, og hendes opvækst var præget af alkoholmisbrug i den nærmeste familie – og hos hende selv.
I begyndelsen af 20’erne blev hun diagnosticeret med en depression, men ønskede ikke at søge hjælp til at komme om på den anden side, fortæller hun:
»Jeg drak for meget, for det var sådan, jeg følte, jeg kunne selvmedicinere. Jeg var psykisk ustabil i lang tid derefter, hvor jeg var præget af maniske tilstande, uden at få hjælp, og allerede her begyndte jeg at tænke på, om jeg kunne blive steriliseret.«
Perioderne med henholdsvis depression og mani blev hyppigere, og hendes humør svingede meget.
Flere gange blev hun indlagt på en psykiatrisk afdeling. Kort før hun fyldte 29 år, fik hun diagnosen bipolar lidelse.
Omkring det tidspunkt traf hun beslutningen om at blive steriliseret.
»Jeg havde en tilstand, hvor jeg med stor risiko ville kunne falde ned i en dyb depression. Det er problematisk, hvis man har et barn og ikke kan garantere at være ved sine fulde fem. Jeg ved godt, at man kan få medicin og behandling, men jeg stolede ikke nok på mig selv til at tænke sådan om mig selv.«
Et par år senere blev hun udredt igen og fik diagnosen skizotypi, som hun også lever med i dag.
Bange for at falde i et hul
De psykisk ustabile perioder fik stor betydning for hendes beslutning om sterilisering.
»Man er jo mere sårbar og mere modtagelig over for psykisk sygdom, hvis nogen i familien har det. Men det, som har fyldt mest for mig, har været, hvordan det påvirker et barn at vokse op med en forælder, der har været syg.«
»Mange er jo fremragende forældre, selvom de har psykiske udfordringer, og deres børn kan få gode liv og en god opvækst. Jeg kan bare ikke garantere, at jeg vil kunne være der for mine børn, og derfor er det mest ansvarligt at undgå det.«
Signe ville være bange for, om hun kunne få en fødselsdepression eller psykose, hvis hun skulle have et barn.
»Jeg tror egentlig godt, jeg kunne være blevet en fin mor. Men jeg er jo tilbøjelig til at falde ned i de huller, så hvis jeg fik et barn, ville jeg være bange for at blive syg.«
Fylder mere i dag
Selvom det er mange år siden, at Signe traf beslutningen om ikke at få børn, fylder den mere i hendes liv i dag, end den gjorde dengang.
Det hænger blandt andet sammen med, at flere og flere i hendes omgangskreds nu har fået børn. Derfor bliver hendes valg også mere mærkbart i hverdagen.
»Jeg er ikke tiltrukket af familieliv og heller ikke af andres familieliv. Det har haft stor indflydelse på min interaktion med andre mennesker, at jeg har det sådan.«
»Jeg er jo virkelig glad for, når mine venner får børn, fordi det betyder meget for dem. Men når folk får børn, kommer der naturligt også et skel i, hvor man er i sit liv, og det kan være svært at opretholde det samme venskab, som man havde før.«
Også i kærlighedslivet har valget fået større betydning med alderen.
Hvor det tidligere kunne være lettere at finde partnere, der stod samme sted som hende, er det i dag sværere, fordi flere på hendes alder enten har børn eller ønsker sig dem.
»Jeg har været i forhold med nogle, der har haft børn fra et tidligere forhold, og der har det været svært for mig at være i – for om man vil det eller ej, så kommer børn med et ansvar, selvom det ikke er ens egne.«
»Den seneste kæreste, jeg havde, havde et barn. Selvom det barn var skønt, så er der en usikkerhed i mig, der bliver vækket omkring børn. Det er som om, jeg automatisk distancerer mig lidt, hvis der er børn omkring.«
En beslutning med ansvar
Signe har ofte mødt mennesker, der mener, at det er meningen med livet at få børn. De siger det ikke i ondskab, men fordi det er det, der fylder i deres liv, siger Signe.
»Jeg har jo ikke haft den der reproduktive lyst, ligesom mange, jeg møder, har. Der har jeg selv tænkt, at det var underligt, at jeg ikke havde den lyst.«
For et par år siden blev Signe dog ramt af en følelse af skyld.
Hun var ude at gå en tur med sin mor, da de stødte ind i en af morens tidligere kolleger. De talte om, hvordan det gik, og kollegaen fortalte om sine søde børnebørn, som hun brugte meget tid med.
»Det gjorde lidt ondt på mig at vide, at jeg aldrig vil kunne give min mor den oplevelse.«
Igennem årene har Signe ofte hørt sætningen: “Du får nok lyst en dag.” I begyndelsen af 20’erne tænkte hun måske også, at det var muligt, at det ville ændre sig.
»Men nu er der jo gået 11 år, og jeg har aldrig fortrudt min beslutning.«
»Jeg har altid søgt mod det, der kunne give mig mest mulig frihed. Nok fordi jeg ikke har haft det så godt selv og har haft den opvækst, jeg har.«
I dag ser Signe på steriliseringen som en beslutning, der gav hende ro og fastholdt det liv, hun ønskede sig.
»Folk må gerne tænke, at jeg går glip af noget. Det kan også være, at jeg får den følelse en dag. Men nu har jeg taget et valg, som for mig også handler om at tage ansvar – og derfor er jeg fuldt ud tilfreds med det. Jeg er glad for det liv, jeg har nu, og som jeg bare kan fortsætte med at leve.«
Artiklen er oprindeligt udgivet på Woman.dk, hvor du også finder indhold fra Bolig Magasinet, Costume og Magasinet Liv