Studievært på DR2s nyhedsprogram 'Deadline', Sigge Winther Nielsen, har fået nyt job.

Han forlader skærmen til fordel for et job i Djøf, der er fagforbund for blandt andet økonomer og jurister.

'Jeg skal være afdelingschef i Djøf for politik, presse og public affairs. Samtidig får jeg også ansvar for branding af organisationen under min hat. Glæder mig!,' skriver han på Twitter.

36-årige Sigge Winther Nielsen er uddannet cand.scient.pol. og ph.d. i politisk marketing fra Københavns Universitet.

Han kom til DR2 i 2016 og var før det politisk analytiker ved Politiken.

Før det var han embedsmand i Finansministeriet, ligesom han har været gæsteforsker på University of California, Berkeley og Columbia University, New York.

'Kommer til at savne de sjove og dygtige kollegaer - og ikke mindst alt det kage vi har indtaget på de lange vagter. Når jeg kigger tilbage, så er jeg er glad for, at vi sammen har opnået en stigende tv-share og større bredde i kildevalget,' skriver han videre på Twitter.

Det er uvist, hvem der kommer til at erstatte Sigge Winther Nielsen i 'Deadline'.

Sigge Winther Nielsen, forsker på KU.
Sigge Winther Nielsen, forsker på KU. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere