Ihærdighed betaler sig.

I hvert fald hvis man spørger tre jyske brødre, der har haft en spilleklub sammen i 40 år.

De har nemlig vundet den sidste milliongevinst fra sidste års skrabejulekalendre.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Hvert år er der fem skrabejulekalendre, der gemmer på de ti juletræer, som udløser en million, og to uger inde i januar, blev den sidste vinder fundet.

Eller vindere, for gevinsten skal deles ligeligt i tre, oplyser den ene bror til Danske Spil, der straks kontaktede sine brødre, da det gik op for ham, det var den store gevinst.

»Jeg ringede dem selvfølgelig op med det samme, vi har jo alle sammen vundet og skal dele præmien. Og det er jo rigtig sjovt, for vi har aldrig vundet mere end et par tusinde kroner før, så det er meget stort,« fortæller den glade vinder.

Det var ham, der havde købt millionkalenderen, men hverken han eller resten af spilleklubben har tilsyneladende haft synderligt travlt med at få felterne skrabet.

En undersøgelse fra Danske Spil viser ellers, at 39 procent af de danskere, der køber skrabejulekalendre, skraber felterne før tid, men vi skulle altså ind i januar, før den lille spilleklub kom så langt.

»Vi har ikke så travlt, vi er jo bare tre pensionister. Så jeg fik den først skrabet her forleden og så blev jeg jo rigtig glad, da jeg kunne tælle de 10 juletræer.«

Hvad pengene skal bruges på, er endnu ikke besluttet, men én ting er dog helt sikkert.

»Vi plejer altid at rejse sammen hele familien, så når corona engang tillader det, så skal den da have hele armen. Og så skal vi selvfølgelig rigtig forkæle alle børnebørnene,« lyder det.