Hvis du skal nå at have fingrene i IKEAs ikoniske, gule batterier, så er det ved at være sidste udkald.
Tilbage i 2020 meddelte IKEA nemlig, at de ville stoppe salget af deres populære batterier, som går under navnet 'Alkalisk', og udfasningen er allerede i fuld sving.
Efter planen skal de gule og sølvfarvede batterier nemlig være fjernet fra varehusets hylder inden den 1. oktober 2021, og hvis man tager et kig på hjemmesiden, ser planen altså ud til at holde stik.
Her fremgår det nemlig, at det kun er få af landets varehuse, der har batterierne på lager – og produkterne er desuden markeret med et 'udgår snart'-mærkat.
Årsagen til, at IKEA har valgt at fjerne batterierne fra deres sortiment, skyldes, at varehuset gerne vil opfordre deres kunder til at benytte genopladelige batterier frem for ikke-genopladelige.
»Vi er på en rejse for at inspirere og gøre det muligt for folk at leve sundere og mere bæredygtige liv inden for planetens grænser,« lyder det fra Caroline Reid, der er er chef for Ikeas bæredygtige udvikling.
Tilbage i 2019 solgte den svenske møbelgigant hele 300 millioner af de små gule batterier, og de anslår derfor også, at udfasningen vil betyde en reducering i den globale affaldsproduktion med hele 5.000 tons om året.
»Det er betydelige besparelser over tid – for miljøet såvel som pengebogen,« siger Emelie Knoester, der er Business Area Manager hos IKEA, i en pressemeddelelse.