De aalborgensiske veje bliver snart et transportmiddel fattigere.
Fra tirsdag d. 30 november bliver de omdiskuterede førerløse busser taget af vejen.
Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
I forhold til hvor høje ambitionerne var for bussen, der skulle blive en revolutionerende transportform, er projektet faldet dybt.
De mintgrønne busser blev sat på gaden 5. marts 2020 få dage inden den nationale coronanedlukning.
»Corona har givet mange benspænd for de førerløse busser, som så mange andre steder har buskørslen været påvirket af afstandskrav, krav om mundbind, lokale smitteudbrud og operatører, der har været nærkontakter,« skriver kommunen selvom situationen i pressemeddelelsen.
I september kom det frem, at det toårige forsøg, der skulle ophøre her i november 2021, ikke ville blive forlænget.
»Økonomien er ikke til at fortsætte, og samarbejdet med vores samarbejdspartner, Holo, slutter nu. Og at skulle bede om en forlængelse svarer næsten til at starte forfra,« forklarede Maria Vestergaard, civilingeniør og projektleder for busprojektet, til B.T. tilbage i september.
»Nu skal vi samle op på erfaringerne og se, hvor den har kunne løse nogle problemer, og hvor den ikke har kunne det,« tilføjede Maria Vestergaard.
Hun afviste ikke, at projektet måske vil blive genoptaget en dag, men for nu er forsøget slut.
Fredag 26. november kan aalborgenserne deltage i den officielle afslutning, hvor der på Trekanten vil blive serveret gløgg, æbleskiver og kakao, mens man kan køre en sidste tur i den nu skrinlagte bus.