Hvis du gerne vil søge ind på en videregående uddannelse, men endnu ikke har fået det gjort, skal du måske til at skynde dig.

Der er nemlig sidste frist for at søge om optagelse på en videregående uddannelse i dag klokken 12.

Tirsdag er dermed sidste chance, hvis du i år vil søge ind på eksempelvis et universitet, en professionshøjskole, et erhvervsakademi eller et kunstakademi under det, der hedder kvote et, hvor man bliver vurderet på baggrund af karaktergennemsnittet fra ens adgangsgivende gymnasiale eksamen.

I år er der dog endnu flere uddannelser at søge ind på, da der er åbnet syv nye uddannelser uden for landets fire største studiebyer. Det skriver DR.

Til samme medie fortæller Mads Fjord Jørgensen, der er programleder for videregående uddannelser i den uafhængige tænketank DEA, at han dog er i tvivl om, hvor mange der vælger at søge de nyoprettede uddannelser uden for de fire store uddannelsesbyer.

Årsagen til det er, at det, som gymnasieeleverne generelt vægter højst, når de skal søge ind på en videregående uddannelse, er den faglige interesse, udsigten til løn og størrelsen af den by, uddannelsen ligger i, forklarer han:

»Det bliver også centralt at holde øje med, hvor højt uddannelserne ligger på de studerendes prioriteter, fordi der vil være en større sandsynlighed for frafald, hvis de kommer ind på en lavere prioritet,« siger han til DR.

Fristen for at søge om optagelse under kvote to, hvor man også bliver vurderet på andre faglige kriterier end ens adgangsgivende eksamen, udløb 15. marts klokken 12.

Ifølge DR udbydes der i år i alt 887 uddannelsesudbud.