Thomas Bulow bruger fire ord til at beskrive situationen i Københavns Lufthavn.

»Helt og aldeles kaos.«

Det er køen til sikkerhedskontrollen, der (igen) mandag morgen skaber store udfordringer for de rejsende.

Og Thomas Bulow er en af dem. Det er ham, der har optaget videoen øverst i artiklen, hvor man kan se, hvordan de rejsende står bag hinanden i en lang slange, der bugter sig frem og tilbage på gangene. Se her:

Kø i Københavns Lufthavn mandag morgen.
Kø i Københavns Lufthavn mandag morgen. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Køen er dobbelt længde af hele Terminal 2, inden man overhovedet når frem til Security. De må tage gangene med kontorer i brug,« som Thomas Bulow udtrykker det.

Han stillede sig i kø klokken 7.15, og først cirka halvanden time senere er det lykkedes ham at komme igennem det obligatoriske sikkerhedstjek.

Det samme med mange, mange andre passagerer.

»Stemningen er o.k. Nogle forsøger sig med 'fast track'. men bliver afvist, hvis de ikke har ret til det. Det giver anledning til lidt diskussion, da de mener, deres fly flyver uden dem så,« fortæller Thomas Bulow.

Det er anden dag i træk, at situationen er sådan i Københavns Lufthavn, der også på sin hjemmeside lige oplyser om »længere ventetid end normalt«.

Og årsagen er den samme ifølge Rasmus Baad fra lufthavnens kommunikationsafdeling

»Der er lidt samme historie. Der mangler stadig noget personale, der er blevet ansat, men er i gang med at bliver uddannet og sikkerhedsgodkendt,« siger han.

Da han hører, at Thomas Bulow har stået i kø knap halvanden time, lyder det dog:

»Det er ikke så godt. Jeg har fået meldinger om, at ventetiden var på 45 minutter til en time. Sådan har det været i flere dage. Nogle gange er det fredag, der er ekstra hårdt ramt, nogle gange er det søndag, og nu er det så lige mandag morgen« siger Rasmus Baad.

Der er dog udsigt til en bedring af situationen. Og dog.

»Så vidt jeg forstår på mine kollegaer fra Security, vil de om 14 dages tid være tilbage til noget, der ligner normal drift. Men så er der selvfølgelig sommerferie, og så kommer der ekstra mange rejsende igen, så der vil selvfølgelig igen stadig være perioder med lange ventetider, men det er der jo altid om sommeren,« siger Rasmus Baad fra Københavns Lufthavn:

»Helt generelt vil jeg sige, at hvis man er nervøs for at misse sit fly eller har brug for hjælp, så skal man selvfølgelig tage fat i personalet, så kan man jo få en forlomme.«