De er populære som aldrig før.

I skov efter skov skyder de små shelterpladser op, hvor danskerne kan overnatte i det fri.

Men det er åbenbart ikke alle, der synes om de populære overnatningssteder.

To shelters i Næstved er nemlig natten til torsdag brændt ned.

Det skriver TV 2 Øst.

Klokken 01.05 fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en anmeldelse om brandene, der ifølge politikredsen var påsatte.

»Det er opstået forsætligt, og det bliver efterforsket sådan. Det er foruroligende, at folk har lyst og trang til at sætte ild til ting,« lyder det fra Mads Justesen, politikommissær ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til lokalmediet.

Politikommissæren oplyser desuden, at de to shelters var »fuldstændigt overtændte«.