Det flyder med tomme flasker og juicekartoner. Mange andre steder ligger fladmaste dåser, papir, pap, plastik og anden emballage.

»Det er uansvarligt, respektløst, miljømæssigt hovedrystende og rigtig pinligt for både byen og dens indbyggere,« lyder det fra Shane Brox.

Stedet er Kongens Have i København. Her lufter den kreative multikunstner kendt fra både DR og TV 2 dagligt sin hund, og han har i denne uge konstateret, at det gode vejr ikke kun har udløst et stort sammenrend af fortrinsvist unge mennesker. Det har også medført enorme mængder af affald på de grønne plæner ved Rosenborg Slot.

Affaldet ligger simpelthen overalt som bevis på festlighederne. Se bare her:

Affald så langt øjet rækker, i baggrunden Rosenborg Slot.
Affald så langt øjet rækker, i baggrunden Rosenborg Slot. Foto: Privatfoto
Vis mere

Også tæpper er blevet ladt tilbage på Kongens Have plæner.
Også tæpper er blevet ladt tilbage på Kongens Have plæner. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Byen bliver beskidt, grim og ulækker at se på. Især udlændinge bliver så overrasket, når synet møder dem på vej over til Rosenborg Slot, det er ikke lige den forestilling, de har af dansk hygge,« siger Shane Brox, der også står bag flere bøger og udstillinger:

»Jeg har boet her i 18 år og har set, hvordan det langsomt har vokset sig til et større og større problem, især over de sidste otte-ti år. De seneste år har det haft den konsekvens, at parken har måttet lukke tidligere, fordi problemet blev for stort. Den løsning rammer ikke kun de festglade, men os allesammen, som gerne vil bruge det grønne åndehul midt i byen.«

Shane Brox er særligt forundret over et syn, der mødte ham i Kongens Have onsdag morgen. Her lå er nydeligt udbredt sort tæppe, hvorpå der stod juicekartoner og lå nogle væltede flasker. Som en forladt picnic.

»Jeg ikke kan forstå, hvordan man tilsyneladende ubekymret bare kan rejse sig fra et tæppe og forlade madrester, flasker, plastik og emballage og forvente, at andre skal tage ansvar og rydde op efter en,« siger han.

Særligt dette syn har forundret Shane Brox.
Særligt dette syn har forundret Shane Brox.
Vis mere

Den kreative kunster har selv lagt billeder fra i Kongens Have på Instagram, hvorfra de også er blevet delt videre ud til et større publikum via eksempelvis den populære Instagram-profil Anders Hemmingsen. Her er det væltet ind med forargede kommentarer og likes i tusindvis.

Shane Brox er glad for, at der kommer opmærksomhed omkring affaldsproblemet.

»Nok er nok, og der må sættes fokus på, at det er et voksende problem flere steder i landet. Vi taler så meget om miljø og klima, vi forarges over forurening af verdenshavene, har fokus på FNs Verdensmål og 2030-deadlinen, men samtidig er der en afmagt og stor usikker, i forhold til hvad man selv kan udrette,« siger Shane Brox:

»Her er et eksempel på, hvad du kan gøre, og hvordan du kan begynde med at tage ansvar: Skal du i naturen og spise og drikke, så prioriter en medbragt skraldepose på samme niveau som den medbragte mad og vin. Ryd op efter dig selv, uanset hvad de andre gør, eller hvor fuld du bliver! Og er skraldespandene fyldte, så er det ingen undskyldning for ikke at binde en knude på posen og sørge for at sætte den et behørigt sted hen.«

Shane Brox.
Shane Brox. Foto: Privat
Vis mere

Det er Slots- og Naturstyrelsen, der står for oprydningen i Kongens Have. Herfra lyder det, at man har registreret, at mængden af både besøgende og skrald er steget i takt med det gode vejr.

»Vi har allerede nu øget vores renhold i haven, i takt med at der er kommet flere gæster. Vi har også opsat skilte med retningslinjer for at hjælpe de besøgende med at huske reglerne i haven og tilknyttet ekstra vagt til håndteringen,« siger slotsgartner Lars L. Friis:

»Vi opfordrer til, at alle vores gæster viser hensyn, følger ordensreglerne og i det hele taget opfører sig på en måde, så det er rart for alle at komme i haven.«

Herfra lyder det videre, at man også er i færd med at kigge på, »hvordan vi afvikler sommerperioden i forhold til blandt andet renhold og åbningstider«.

For Shane Brox har den forgangne uge dog også budt på en positiv oplevelse. Torsdag mødte han tre unge, der i anledning af International Earth Day var ude og rydde op i netop Kongens Have.

»De var ude at samle skrald på en såkaldt 'trashwalk'. Så vi skal huske ikke at skære alle over en kam, og at vi alle har et ansvar. Både dig og mig, de unge og de forældre, hvis børn fester og sviner i haven og 'glemmer' at rydde op,« siger han.