Selv om der de seneste dage har været rekordmange smittetilfælde i Danmark, er epidemien på nuværende tidspunkt ikke så udbredt, som da den toppede 1. april.

Det viser en rapport fra Statens Serum Institut (SSI).

Fredag registrerede Danmark med 859 smittetilfælde det højeste antal under epidemien, men man har ikke kunnet sammenligne tallene med foråret én til én, fordi der i dag bliver testet langt mere omfattende.

I rapporten har SSI beregnet, hvordan antallet af positive test ville have set ud i foråret, hvis man gennem hele coronaudbruddet havde testet lige så meget som i dag. Der er taget udgangspunkt i 50.000 daglige test.

Ifølge rapporten ville der i starten af april have været mellem 2000 og 3000 daglige smittetilfælde, hvis man havde foretaget 50.000 test om dagen.

Til sammenligning var de rapporterede smittetal mellem cirka 200 og 400 i første halvdel af april.

- Vi anslår, at covid-19 lige nu er lige så udbredt, som det var i midten af april, siger Kåre Mølbak, der er faglig direktør på Statens Serum Institut, i en skriftlig kommentar.

Epidemien toppede 1. april med 22 dødsfald og 535 indlæggelser, hvorefter tallene begyndte at dale.

Fredag besluttede regeringen at indføre flere restriktioner for at bremse smitten.

Det gælder blandt andet en sænkning af forsamlingsloftet fra 50 til 10 og krav om mundbind i supermarkeder.

Kåre Mølbak sagde på et pressemøde fredag, at der bør handles for at dæmme op for stigningen i smitten.

- Det mest afgørende er timingen. Hvis man ikke agerer nu, vil man komme i en situation, hvor det danske sundhedsvæsen kan blive overbelastet. Derfor skal man handle nu, selv om epidemien er under kontrol, sagde han på pressemødet fredag.

/ritzau/