Mange har på de sociale medier haft det svært med billedet af den omgang gule ærter, som de ældre har fået serveret på plejehjemmet Kastanjehusene i København.

Men rent ernæringsmæssigt fejler måltidet ikke noget.

Det siger Anne Marie Beck, der er seniorforsker i ernæring ved Herlev og Gentofte Hospital.

»Gule ærter lyder som et godt valg. Det er nemt at tygge og synke og fyldt med næringsstoffer, der er gode for ældre. Og det lever dermed op til de officielle anbefalinger, der er for maden til ældre på plejehjem, hvor mange har nedsat appetit,« siger hun.

At det måske ikke ser så appetitligt ud, mener seniorforskeren ikke, at man skal fokusere så meget på.

»Gå ned i 7-Eleven og se deres færdigretter eller supermarkedets poser med boller i karry. Det ser altså heller ikke særligt appetitligt ud, og det spiser mange af os jo gladeligt,« siger hun.

Serveringen er vigtig, når det kommer til ældremad.

»I forhold til selve anretningen er det fint med servering på en blå tallerken, da noget tyder på, at det kan fremme lysten til at spise hos ældre med demens,« siger Anne Marie Beck, der fastslår, at det selvfølgelig er en forudsætning, at de ældre kan lide det, der bliver serveret.

»Det vigtigste er, at de ældre spiser. Det er alfa og omega. Og gule ærter er fyldt med energi og proteiner. For mange er det også genkendelig mad, som får minderne frem hos de ældre.« siger hun

Der er ikke meget grønt på tallerkenen med gule ærter, men det skal også nok komme på plejehjemmene, mener seniorforskeren.

»Lige om lidt vil vi også se et større krav om at servere mere klimavenlig mad til de ældre. Det kan for eksempel være bælgfrugter. Der er større fokus på bæredygtighed, og det lever denne ret op til, hvis de ældre ellers spiser op,« siger hun.

Tidligere tirsdag kunne B.T. fortælle om en 82-årig kvinde, der gæstede plejehjemmet Kastanjehusene.

Hun klagede over maden, der blev serveret til hendes venner, hvorefter hun blev bedt om at forlade frokoststuen.

Om serveringen af de gule ærter skriver. Jette Bolding, der er områdechef i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, i et skriftligt svar til B.T.:

»Vi kan godt se, at maden på billedet ikke ser appetitlig ud, men gule ærter er samtidig en ret, som mange af vores beboere holder af. Mad handler altid om smag og behag, og det er ikke nemt at ramme alles smag hver gang. Men ud over smag skal vi også arbejde med anretning, for her kunne maden sagtens have set lækrere ud og måske på den måde have vækket appetitten.«