Danmark var i weekenden ramt af storm.

Allerede lørdag aften sendte Tryg knap 30.000 sms'er til kunder i de områder, der stod til at blive ramt af stormvejret, heraf omkring 22.000 i Vestjylland. 

I beskederne opfordrede Tryg kunderne til at sikre hus og have, inden vinden tog til, og gav konkrete råd til at forebygge skader. 

Mandag har selskabet modtaget omkring 150 skadesanmeldelser, det oplyser Tryg i en pressemeddelelse:

»Anmeldelserne kommer hovedsageligt fra Vest- og Nordjylland samt Vestfyn, men vi har også modtaget anmeldelser fra resten af landet,« lyder det her.

Skaderne dækker blandt andet tagsten, der er blæst af, skader på tage, hegn, carporte og udhuse samt træer og grene, der er væltet ned over bygninger.

Tryg forventer dog, at der fortsat kommer skadesanmeldelser ind.

»Når det stormer, bliver folk heldigvis inden døre, og derfor ser vi også, at en del skader først bliver opdaget bagefter. De alvorlige skader, eksempelvis hvis taget er beskadiget, tagsten er blæst af, eller der trænger vand ind, opdager man typisk hurtigt,« siger skadedirektør Carsten Hvass-Nielsen fra Tryg:

»Men mindre synlige skader kan vise sig senere. Det gælder ikke mindst sommerhuse, hvor der kan gå nogle dage, før ejerne kommer forbi.«

Derfor opfordrer Tryg nu alle boligejerne til at gå en runde om huset og få sommerhuset tjekket hurtigst muligt, hvis det ligger i et område, der har været udsat for kraftig vind. 

»Jo hurtigere man opdager en skade, desto bedre mulighed har man for at begrænse den. Vi står klar til at hjælpe de kunder, der er blevet ramt, både med anmeldelsen og med råd om, hvad de kan gøre her og nu for at begrænse skaden,« siger Carsten Hvass-Nielsen.