En ganske fast og normal del af undervisningen sendte i sidste uge i alt 25 elever fra ottendeklasse på Fjordlandsskolen i Skibby på hospitalet.
Hændelsen skabte ifølge B.T.s oplysninger stor opstandelse i forældregruppen, og nu kan den pågældende lærer ende i endnu større problemer.
For nu er den opsigtsvækkende hændelse blevet anmeldt til politiet.
B.T. beskrev i sidste uge, hvordan to ottendeklasser på Fjordlandsskolen af deres lærer blev sat til at lave blodtypetests på hinanden – den første tilbage i december og den seneste i sidste uge.
Læreren var bare ikke opmærksom på, at nålen skulle skiftes efter hvert stik, og som konsekvens heraf blev samtlige 25 elever onsdag morgen hastet til Nordsjællands Hospital til individuelle undersøgelser.
Stik med nåle, der ikke er desinficeret ordentligt, og kontakt med andres blod eller vævsvæsker, kan nemlig ifølge Sundhed.dk og Dansk Sygepleje Råd overføre 20 potentielt livstruende vira og andre infektioner – herunder både hepatitis B og C og HIV.
B.T. er i besiddelse af politianmeldelsen og har desuden været i kontakt med anmelderen, som ikke har lyst til at stå frem med navn.
Han fortæller, at han er rystet over, at man fra skolens side ikke har haft styr på hygiejnen, og at han føler, det er hans pligt at melde det til politiet – også selvom han hverken er forælder til børn på skolen eller bor i området.
Af anmeldelsen fremgår det dog, at han alligevel ikke er helt sikker på, hvad han anmelder for:
»Jeg ved ikke, hvilke paragraffer dette svigt af børns helbred er tale om, men jeg vurderer, at dette er vigtigt, så dette må politianmeldes, sådan så de ansvarlige bliver retsforfulgt, hvis dette er brud på loven,« lyder det i anmeldelsen.
Til B.T. forklarer han ligeledes, at han har sendt anmeldelsen for at få sagen behandlet af myndighederne, så de kan vurdere, om hændelsen er strafbar.
På Fjordvangskolen er det første gang, man hører om politianmeldelsen, da B.T. ringer konstitueret skoleleder Jimmy Petersen op.
»Det har vi ikke hørt noget om,« siger Jimmy Petersen, da han bliver forholdt anmeldelsen.
Der er nogen, der mener, at der er foregået noget strafbart – hvad mener du om det?
»Jeg er ikke enig i, at det er kriminelt. Men vi må lade politiet om at afgøre det. Jeg har følt mig tryg ved, at Styrelsen for Patientsikkerhed har været inde over og mener også, det er dem, der sidder som myndighed på det her område,« lyder det fra Jimmy Petersen.
Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere bekræftet overfor B.T., at de rådgav den lokale sundhedstjeneste i deres håndtering af sagen.
Det var blandt andet dem, der rådgav til, at børnene skulle til tjek på hospitalet hurtigst muligt. Jimmy Petersen fortæller, at han endnu ikke er bekendt med nogen af resultaterne fra undersøgelserne på Nordsjællands Hospital.