Hvis du er på udkig efter flotte sandaler eller sneakers til billige penge, så skal du være ekstra opmærksom, hvis du handler på nettet.

Organisationen e-mærket, der arbejder for tryg nethandel og bekæmper online svindel, har nemlig spottet en tendens blandt fupmagerne i særligt en varekategori.

»Det er blevet skosæson, så det er alt fra sneakers til sandaler, der er i høj kurs,« siger Martin Paludan, der er specialist i sociale medier og er presseansvarlig hos e-mærket, til B.T.

Martin Paludan fortæller, at e-mærket har modtaget mange henvendelser i fupindbakken omkring køb af fodtøj, hvor kunderne ikke har modtaget deres varer eller oplever, at produktet ikke lever op til beskrivelsen på hjemmesiden.

Derfor sender e-mærket nu en advarsel ud til de cirka 300.000 danskere, der har installeret appen 'Mit digitale selvforsvar.'

»De her svindlere er blevet enormt dygtige til at reklamere med mærkevarer til vilde tilbudspriser og stille hjemmesiderne grafisk flot op, så det virker troværdigt,« fortæller Martin Paludan.

Der er organisationen e-mærkets vurdering, at der for hver 'god webshop' i Danmark vil være cirka 16 falske.

Derfor anbefaler organisationen forbrugerne at læse rundt på produktets hjemmeside, hvis man er i tvivl om dens ægthed.

»Kig efter sproglige fejl og mærkværdige formuleringer. Man kan også tjekke, om hjemmesidens domæne slutter på '.dk',« siger seniorjurist i e-mærket, Sabine Aae, i en pressemeddelelse.

Hvis du har oplevet at blive snydt på nettet, skal du anmelde det til politiet. Desuden kan du også kontakte e-mærket, der kan undersøge hjemmesiden.