»Det er en kniv i hjertet på mig. Men jeg giver aldrig op. Aldrig.«
I Frederikssund på Sjælland sidder en mor. 2.640 kilometer væk sidder hendes grædende niårige søn og kalder på hende.
»Hvornår kan jeg komme hjem mor. Hvornår henter du mig?«
»Snart, snart, snart,« svarer Semra fortvivlet.
Men realiteten er, at hun måske ikke får sin søn at se, før han er voksen.
For at forstå, hvordan 36-årige Semra mistede sin søn Cemal, skal vi skrue tiden tilbage til juli 2020.
Dengang skulle otteårige Cemal på ferie med sin far i Tyrkiet, hvor de skulle besøge Cemals farmor og farfar.
Det var der ikke noget mærkeligt i.
Semras daværende mand var tidligere rejst på ferie med sønnen, så han kunne se sine bedsteforældre.
En ting undrede dog Semra. Da far og søn skulle afsted, sagde hendes eksmand ikke farvel til hende.
»Han kiggede slet ikke på mig,« fortæller hun.
Ti dage efter kom opkaldet, som ændrede Semras liv for altid.
På få minutter flåede hendes mand hele hendes tilværelse fra hinanden, da han fortalte, at han ikke ville komme tilbage med Cemal, og at han ville søge skilsmisse i Tyrkiet.
Semra var i chok. Hun kontaktede politiet, Familieretshuset og en advokat, og med det startede en svær og ulige kamp for at få Cemal hjem.
B.T. har set dokumenter i sagen, og her fremgår det, at Semra først fik midlertidig forældremyndighed ved Familieretshuset, så fik hun bevilget skilsmisse, og kort før jul gav retten hende den fulde forældremyndighed over begge børn.
Semra fortæller, at det er hendes oplevelse, at Cemals far har bortført sin søn, fordi han ikke kunne holde ud, at drengen gik i specialskole i Danmark.
»Min mand har aldrig villet indse, at der var noget galt med ham, og han kunne ikke acceptere, at han gik i en skole for handicappede. Han skulle gå i en normal skole og have en uddannelse,« siger Semra.
Af dommen, hvor Semra får tilkendt den fulde forældremyndighed, fremgår det, at Cemal har en kromosomfejl, og at han derfor har brug for ekstra støtte.
Semras eksmand mødte ikke op til retssagen, men hans advokats udsagn støtter Semras opfattelse af, at Cemals udfordringer har haft betydning for, at faren valgte at bortføre ham til Tyrkiet.
Under retssagen i Danmark lægger advokaten nemlig vægt på, at Cemal er begyndt i en almindelig skole og er velfungerende som argument for, at hans klient skal have forældremyndigheden.
Af dommen fremgår det dog også, at der er tale om onlineundervisning, da Tyrkiet er under nedlukning på grund af corona, og at Cemal opholder sig alene på sit værelse en stor del af tiden, mens hans far er på arbejde.
Mens Semra først fik skilsmisse fra sin mand og siden den fulde forældremyndighed, søgte hendes eksmand om skilsmisse og forældremyndighed ved de tyrkiske domstole.
Cemal er dansk-tyrkisk statsborger, og derfor skal han ikke automatisk udleveres til Semra, selvom hun får medhold ved de danske domstole.
I det tidlige forår kom sagen for retten, og Semra tog til Tyrkiet for at overvære sagen. Her fik hun rettens tilladelse til at se sin søn.
Gråden trænger sig på, da hun skal fortælle, hvordan det var at se ham.
»Det er de små ting, der gør ondt. De små ting, man som mor ser og kan mærke. At han havde taget på, fordi han sandsynligvis lever af takeaway, at hans ører var fulde af ørevoks, hans behov for nærhed. For kropskontakt, kys og kram,« siger hun med afmagt i stemmen.
»Han får mad, og han kommer i bad. Men han har ikke brug for bare at blive passet, han har brug for at blive passet på. Den omsorg kunne jeg mærke, han mangler, og det gør helt utroligt ondt at se og mærke.«
8. marts faldt der dom ved retten i Tyrkiet.
Konklusionen var klar.
Cemal skulle hjem til sine vante omgivelser i Danmark og hans mor, og hans far skulle udlevere ham til hende.
Men selvom både Tyrkiet og Danmark er enige om, at Cemal skal være hos sin mor, så sidder han stadig i Istanbul uden udsigt til at kunne komme hjem.
I Tyrkiet er forældremyndigheden nemlig fortsat delt, og Cemals far har anket rettens afgørelse om, at Cemal skal hjem til Danmark, og Semra har fået at vide af sin advokat, at der kan gå op mod tre år, før domstolene behandler anken.
Herefter kan sagen ankes igen, og i værste tilfælde er Cemal 15 år, før han kan vende hjem til sin mor.
»Det er virkelig hårdt at tænke på, og jeg prøver at holde mig beskæftiget så meget som muligt, så jeg ikke tænker for meget på det, ellers bliver jeg skør,« siger Semra.
Hun bor alene og forsørger sig selv og sin datter ved at arbejde som social- og sundhedsassistent.
Semra har ikke talt i telefon med børnenes far, siden han får snart et år ringede og sagde, at han havde taget sønnen.
Men hun taler med Cemal på Facetime hver dag. Selvom hun har svært ved at holde til det.
»Jeg vil så gerne hjælpe ham og hente ham, som han beder mig om, men det kan jeg ikke, og han forstår det ikke,« siger Semra.
Det har ikke været muligt for B.T. at få kontakt med Semras eksmand.
