Regeringen og flere af Folketingets partier skal tage stilling til, hvorvidt danske børn af forældre i syriske lejre skal hjem til Danmark uden deres mødre. Nu åbner selvstyret i Nord- og Østsyrien op for en mulig løsning.

Indtil nu har kurderne ellers været afvisende over for idéen om at adskille børnene fra deres mødre. Det skriver DR.

»Vi mener som udgangspunkt, at de (den danske regering, red.) bør tage børnene med deres mødre. Hvis et barn skal skilles fra moren, så skal det være med morens tilladelse og underskrift,« siger Badran Jia Kurd, der er vicepræsident for selvstyret i Nord- og Østsyrien, til DR.

Selvom en underskrift måske vil være nok, vil selvstyret have noget til gengæld. De ønsker, at de danske myndigheder udarbejder en plan for mødrene, da selvstyret ikke vil stå tilbage med ansvaret for dem.

Udenrigsministeriet i Danmark har kendskab til 19 børn, der opholder sig i al-Hol og al-Roj-lejrene i det nordlige Syrien, som enten er af danske eller tidligere danske statsborgere, eller i hvert fald tilknyttet.

Regeringen, SF, De Radikale, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance nedsatte i slutningen af april en taskforce, som skal undersøge, om børnene kan hentes hjem uden mødre. Det skal ske inden 15. maj.

Hvorvidt, det kan lade sig gøre at hente børnene hjem uden deres mødre, er endnu ikke på plads.

Overordnet set har sagen ikke været god for statsminister Mette Frederiksen, da hun i første omgang har nægtet at hente børnene hjem, fordi forældrene har støttet Islamisk Stats krig mod vestlige værdier.

Derudover vil hun risikere en vælgerflugt, hvis mødrene til børnene kommer til Danmark, vurderer B.T.'s politiske redaktør. For det vil nemlig bryde menneskerettighedskonventionerne at adskille børnene fra mødrene.

Udenrigsministeren Jeppe Kofoed var i slutningen af marts til møde i Udenrigspolitisk Nævn for at redegøre for centrale oplysninger om de danske børn i Syrien, som ikke var blevet fremlagt nævnet.