Danskerne står klar i døråbningen, kigger ud på det grønne græs og drømmer sig tilbage til den normale hverdag. Men mange tvivler på, om græsset er grønt nok. Måske burde man vente et par måneder med at løbe ud, indtil det er helt modnet.

»Det er absolut sandsynligt, at vi kigger ind i en kontrolleret, gradvis, stille og rolig åbning af Danmark efter påske.«

Sådan lød det fra Mette Frederiksen søndag aften, da hun var på besøg i '21 Søndag' på DR.

Umiddelbart lyder det jo positivt, men det er faktisk ikke nødvendigvis det, som danskerne virkelig ønsker. Den fornemmelse opstår, hvis man bare læser lidt med i kommentarerne inde på statsministerens Facebook-side.

Der er nemlig en stor bekymring omkring den mulige åbning, Mette Frederiksen var optimistisk omkring søndag aften.

På et opslag, der blev lagt op kort før interviewet på DR1, er der nemlig en overflod af kommentarer fra danskere, som ikke ønsker, at åbningen bliver gennemført.

'Vær sød at lukke os inde, og sæt vagter på ved supermarkeder og butikker, da folk viser tydeligt, at de ikke forstår, hvad du siger,' skriver Lotte Nielsen eksempelvis.

'Men pas nu på ikke at åbne det hele for tidligt. Det hele bryder ud igen. Med en større omgang end nu. Og vi ikke ville kunne styre det,' lyder det fra Charlotte Svendsen.

Mette Frederiksen pointerede flere gange, at alt ikke bare går tilbage til den normale hverdag, hvis den stille og rolige åbning bliver gennemført.

Hun sagde samtidig, at det var altafgørende, at danskerne fortsætter med at leve op til det ansvar, som de har fået i hænderne. Det betyder, at påskefrokoster, store sammenkomster og generelt mangel på afstand mellem borgere er udelukket, hvis det skal lykkes.

Men på statsministerens Facebook-side er det tydeligt, at danskerne ikke stoler på hinanden. Allerede nu ser man mange mennesker samlet udenfor på grund af det gode vejr.

'Du har truffet så hurtige, vigtige og gode beslutninger for hele Danmark. Men jeg er bekymret for, at genåbningen begynder for tidligt. Er bange for, at for mange ikke følger reglerne i påsken,' skriver Trine Dahl Mouritsen i en kommentar, der har fået likes fra knap 200 andre brugere på Facebook.

'Du skulle aldrig have nævnt, det gik godt. Folk har tabt hoved og hjerne lige siden. Jeg er målløs over, at der er nogen, der vælger at mødes 24 personer i et sommerhus heroppe i Nordjylland, for her er ikke så mange smittede,' skriver Karina Mundberg.

'Det er for tidligt at åbne Mette Frederiksen... pas nu på. Det hele skulle nødigt være spildt. Du er nødt til at modstå presset og utilfredsheden fra de forskellige kanter,' skriver Maja Kirkegaard Jørgensen.

Det er fortsat uklart, hvad der helt præcist venter danskerne efter anden påskedag. Det er også uklart, hvornår borgerne får det at vide.

En ting er dog sikkert – den normale hverdag kommer ikke tilbage foreløbig.

»Det normale liv, vi havde før corona, kommer ikke tilbage inden for en overskuelig fremtid,« sagde Mette Frederiksen søndag aften.