Voldsomme oplevelser i barndommen gjorde, at Majbrit Weidemann i mange år lod andre mennesker vade ind over sine grænser – for bagefter at bygge en mur op om sig selv. Men da hun lærte selvforsvarsteknikken krav maga, følte hun pludselig en særlig empowerment. Den giver hun nu videre til andre kvinder, der også gerne vil stå stærkere både fysisk og mentalt og være rustet til, hvis de en dag står midt i deres værste mareridt på en mørk og øde gade.

Sanser, der sidder uden på tøjet, og et hjerte, som banker hårdt. Kommer skridtene bagfra tættere på, fordi den ubehagelige person fra baren følger efter dig – eller er det bare en hundelufter?

Mange af os kender til angsten, når vi går alene hjem en mørk aften. Det viser flere undersøgelser. Og sidste år blev debatten om kvinders sikkerhed endnu mere aktuel, efter England oplevede et forfærdeligt mord på en ung kvinde, og hashtagget #textmewhenyougethome gik verden rundt.

Flere af os har endda udviklet små 'forsvarsmekanismer' som at have nøglen mellem fingrene eller at holde os fra øde veje. Men følelsen af utryghed kan også opstå i hverdagen, hvis en mand stiller sig lidt for tæt på ved kaffemaskinen eller i metroen. Eller det kan være hænder, som pludselig rører ved dine private kropsdele, når du står i en kø.

I begge situationer er det for Majbrit Weidemann vigtigt at have styrken og redskaberne til at kunne sige fra. Hun har i otte år undervist i selvforsvarsteknikken krav maga og står også bag bootcampen Female Fight Club med bokser Sarah Mahfoud, der kombinerer boksning, selvforsvar og mental træning. Og hun er ikke i tvivl om, hvad selvforsvar kan give os kvinder i 2022.

»Udgangspunktet for krav maga er ikke, at vi skal være små kampmaskiner. Formålet er at give nogle værktøjer til at kunne forsvare sig selv fysisk, hvis man står i en situation, hvor det er nødvendigt. Men har vi brug for det i Danmark, kan man spørge. Ja. Der er jo masser af overfald, også mange flere, end vi hører om. Vi vil jo alle helst undgå at være i en situation, hvor man skal bruge vold for at komme ud af den. Men når vold er den eneste løsning, er vi nødt til at gå all in, og det er det, vi træner i krav maga,« fortæller Majbrit og fortsætter:

»Det skal selvfølgelig passe til omstændigheden. Det er klart, at er der én, som giver dig en lussing, så tager du ikke en kniv op af baglommen og forsvarer dig med. Men når vold er involveret, er vold mod vold som regel det eneste selvforsvar, der virker.«

»Vil vi så gerne lære folk at være kampmaskiner i dén situation? Ja, det vil vi måske gerne, for hvis ikke du går all in, virker det ikke. Du kan ikke lave selvforsvar 50 procent – det er nødt til at være 100 procent. Prøver et menneske at gøre skade på dig, er du som oftest nødt til at gøre skade på det menneske for at komme hjem i sikkerhed.«

Designer og psykoterapeut, Majbrit Weidemann.
Designer og psykoterapeut, Majbrit Weidemann. Foto: Peter Nørby
Vis mere

Men krav maga handler ikke kun om at lære at forsvare dig selv fysisk. Det booster også både din selvtillid og giver dig styrke i mange af livets aspekter. Det er Majbrit Weidemann selv et levende bevis på.

»Mit liv har været svært på mange områder. Jeg har været et skrøbeligt menneske, som har taget en meget stærk facade på. Jeg har også altid været virkelig god til at holde folk på afstand. Jeg har holdt folk ud i en armslængde på nær meget få mennesker, som jeg har lukket helt ind i mit liv,« siger hun.

Sådan var det i hvert fald tidligere, og det er der flere årsager til. Majbrit har med egne ord haft en god, dejlig og tryg barndom i en kernefamilie med to brødre og to fantastiske forældre, der elsker hende meget højt. Men samtidig skete der ting i hendes opvækst, som gjorde det svært for hende, da hun blev ung.

»Jeg er blevet seksuelt misbrugt, da jeg var barn, ikke af nogen i min familie, og det er meget vigtigt for mig at pointere, for der er mange, som stadig ikke ved det. Men det misbrug har selvfølgelig været medvirkende til, at jeg har været en ung kvinde, der er vokset op ude af stand til at forstå, hvad en grænse var for mig,« fortæller Majbrit.

Misbruget satte dybe spor, som hun ikke selv var klar over. Og det fik afgørende betydning for måden, som hun mødte verden på.

»Det har resulteret i, at jeg har ladet folk vade ind over mine grænser hele mit liv. Jeg har slet ikke forstået, hvornår jeg skulle trække den streg i sandet på en rationel måde, for det har ikke været muligt for mig.«

Majbrit uddannede sig til tøjdesigner og arbejdede en del år inden for modebranchen. Først som designer og senere inden for reklamebranchen. Samtidig tog hun en uddannelse som psykoterapeut. For 16 år siden mødte Majbrit sin mand, Joen Weidemann. Han havde dyrket kampsport hele sit liv. Først karate, inden han skiftede til selvforsvarssystemet krav maga.

»Joen er et menneske, som bare rummer alt, hvad jeg kommer slæbende med af roderi. Og det var ham, som introducerede mig til krav maga. Han lokkede mig med på et fire ugers-kursus kun for kvinder. Jeg gik modvilligt med, men jeg var ærligt talt også lidt nysgerrig, for jeg syntes, at det var lidt sjovt at slå på en pude. Jeg kunne mærke, at det kunne et eller andet.«

Designer og psykoterapeut, Majbrit Weidemann.
Designer og psykoterapeut, Majbrit Weidemann. Foto: Peter Nørby
Vis mere

I løbet af kurset blev Majbrit hurtigt fuldstændig bidt af det.

»Det gav mening, fordi jeg følte, at når jeg havde været til en træning, havde jeg rykket mig som menneske. Jeg lærte noget, som jeg fysisk kunne bruge, og jeg fik nogle redskaber. Træningen var i starten meget grænseoverskridende.«

»Vi skulle gøre ting, som gjorde mig lidt usikker; kan jeg det, og kan min krop klare det? Hvad hvis jeg bliver ramt eller rammer en anden? Men hver gang vi havde været igennem en træning, der havde været lidt vild, kom jeg ud derfra og tænkte: 'Hold da op, det her er en empowerment, jeg aldrig har mærket før'.«

»Jeg har tidligere mærket adrenalinsus i at gennemføre et langt løb eller anden ekstrem sportsudøvelse, men det her var noget andet, for efter hver træning følte jeg, at lige nu og her kan jeg alt – og hvis jeg kan det her, så kan jeg alt i livet. Og den følelse er guld værd!«

Men hvad er det, som krav maga helt konkret kan? Ifølge Majbrit er det måden, hele træningen er bygget op på.

»Træning og undervisning foregår under et meget højt stresspres. Stressniveauet øges løbende ud fra den enkeltes træningsniveau, og det kan f.eks. være træning med lukkede øjne, mange modstandere mod én person eller at kæmpe sig igennem noget. Jo mere stress, man sætter på, jo mere står man bagefter med en følelse af ”Wauw, det gjorde jeg”, og det er en helt fantastisk følelse,« forklarer hun.

»Det handler også om at opbygge noget genkendelighed i kroppen, så hvis jeg en dag står i en situation i virkeligheden, hvor jeg bliver presset eller stresset, ved jeg, hvordan jeg skal reagere, fordi min krop kan genkende nogle af signalerne. Eller i hvert fald at jeg vil være bedre rustet til at håndtere sådan en situation,« siger hun.

Gennem sit job som krav maga-instruktør har Majbrit mødt mange kvinder, som fortæller om, hvor usikre de føler sig, når de går på gaden.

»Jeg taler med mange kvinder om det, og de fleste kan genkende den følelse. Det er en sårbarhed, der kommer af, at hvis der nu virkeligt skete noget med mig, vil jeg være fuldstændig magtesløs, og jeg ville ikke have en chance.«

»Men at kunne gå ud fra træningen og mærke, at det har jeg faktisk, for jeg har lige lært nogle værktøjer til, hvad jeg skal gøre, hvis nogen prøver at kvæle mig, eller tager fat i mig og hiver mig væk eller prøver at slå mig – det gør en forskel.«

Og så er vi tilbage ved hashtagget #textmewhenyougethome, der satte gang i en verdensomspændende bevægelse, hvor der kom fokus på den utryghed, som kvinder lever i. Men kan selvforsvar gøre os mere trygge?

»Der er mange forskellige ting i det her. Selvfølgelig har det en beroligende effekt at tekste til nogen, når du kommer hjem, men det forhindrer jo ikke, at der sker dig noget, mens du er på vej. Tværtimod skaber det en falsk tryghed, som i værste tilfælde kan have den modsatte effekt. Så på den måde er der ikke noget selvforsvar eller sikkerhed i det at tekste nogen, når du kommer hjem, og jeg er absolut ikke fan af den trend,« forklarer Majbrit.

»Vi underviser i, hvordan man bliver bedre til at observere sine omgivelser og ikke sætte sig selv i en sårbar situation. Lad være med tage imod drinks fra fremmede, og lad være med at gå alene hjem med alkohol i blodet. Vær opmærksom på omgivelserne, gå på den anden side af gaden, hvis der er noget forude, der virker forkert, også selvom du endnu ikke ved, om det er. Tag en taxa hjem.«

For Majbrit er det vigtigt at pointere, at det aldrig er din skyld eller dit ansvar, hvis et andet menneske vil gøre dig ondt eller udsætter dig for noget, som overskrider dine grænser.

Men hvis man kommer i en situation, hvor man ikke kan påvirke det, andre gør eller deres handlinger, er det vigtigt at lære nogle værktøjer til at undgå det, eller hvordan man kan komme ud af det igen.

»Jeg vil virkelig gerne lære flere kvinder at forsvare sig selv. Det gælder kvinder i alle aldre, men især de unge kvinder, fordi det virkelig er der, jeg tænker, at det kunne have gjort en forskel for mig selv.«