Verdo Vand har opdaget problemer med drikkevandet i vandforsyningen i Over Hornbæk vest for Randers.
Det skriver TV 2 Østjylland. Det drejer sig om cirka 150 husstande, hvor det frarådes at drikke vandet.
'Vandet i dette område kan lugte og smage dårligt af svovldioxid. Der er ikke fundet bakterier i vandet, der giver anledning til bekymring om sundhedsrisiko,' lyder det fra Verdo Vand i en meddelelse der fortsætter:
' Verdo Vand anbefaler dog, at borgerne i området ikke drikker vandet eller benytter det til at skylle grøntsager eller til madlavning i øvrigt, før problemet er løst'.
Selskabet oplyser videre, at de arbejder på at løse problemet hurtigst muligt.
Ifølge TV 2 Østjylland drejer det sig om gaderne Beethovens Alle, Carls Nielsens Vej, Chopinsvej, Mozarts Alle, Offersbachvej, Rossinisvej, Schubertsvej, Straussvej, Verdisvej, Vivaldisvej og Wagnersvej.
