»Nej, nej, nej,« råber pigerne.
De to små søskende ser rædselsslagne på, at deres mor stiger ud af taxaen og bevæger sig gennem regnen mod huset. Hun er kommet med en sagsbehandler for at hente dem tilbage.
Pigerne på 10 og 12 år flygter hulkende ind i armene på deres storesøster i køkkenet, som holder om dem med begge arme. Pigerne skriger og hulker: »Vi vil ikke! Vi vil ikke!«
De vil hellere dø end at følge med deres mor, som står ved siden af og prøver at overtale dem. De vil ikke tilbage til Ærø. Til voldtægt, tæsk og deres stærkt alkoholiserede mor.
Det er i dag 17 år siden, at Elisabeth Hansen og hendes lillesøster gik ombord på Ærø-færgen og flygtede fra deres mor og en traumatiserende barndom, som har sat dybe spor i dem som voksne. Nu står Elisabeth på færgen igen – men på vej tilbage til Ærø, hvor hun for første gang står frem med sin historie fra en af de mest omtalte sager om misrøgt og overgreb mod børn.
Med blikket rettet mod vandet ryger Elisabeth en cigaret og siger kun få ord. Øen nærmer sig i horisonten.
Det var her, at hun som niårig blev voldtaget af en mand. Mens moren kiggede på inde fra stuen.
Det var her, at hun gennem størstedelen af sin barndom blev mobbet i skolen, fordi hendes tøj var beskidt af kattelort og kattetis. Elisabeth og hendes lillesøster havde lus og måtte klare sig selv, fordi deres mor ikke lavede mad til dem eller børstede deres tænder.
Myndighederne greb dengang aldrig ind i tide, fortæller Elisabeth. Som voksen er den indgroede mistillid til, at kommunen vil hende det bedste, aktuel igen. Elisabeth er nu 30 år og selv mor til to børn, som er anbragt uden for hjemmet på et for hende urimeligt grundlag.
»Jeg føler, at de bruger min barndom og fortid mod mig. Jeg er ikke som min mor.«
I byen Ommel på Ærø trækker Elisabeth fødderne hen over gruset ved en gul ejendom på Kirkevejen. Hun peger hen på den gule ejendom, som har været byens gamle skole. Det var i en af de lejligheder, at hun boede i begyndelsen af 00erne.
»Jeg mistede min mødom deroppe til min mors kæreste,« siger hun. »Det var også her, at jeg fik mit første værelse. Nede i kælderen ved siden af fryseren.«
Hun kan tydeligt huske detaljerne, som også kom frem under retssagen i 2016, hvor pigernes 59-årige mor blev idømt ti års fængsel for seksuelle krænkelser, først mod Elisabeth på Ærø og senere mod en yngre halvsøster et årti senere.
Overgrebene mod Elisabeths halvsøster fandt sted i perioden 2012 og 2014 i Nordjylland og på toiletterne om bord på færger til Ærø, Norge og Sverige, mens moren ventede udenfor. Halvsøsteren var mellem seks og ni år gammel.
Netop fordi Elisabeth husker alt, hvad der skete for hende selv dengang, vil hun gerne hurtigt væk fra den gule ejendom i Ommel. Her er kun dårlige minder af den slags, man vil gøre alt for at glemme igen.
»Det var her, at det gik op for mig, at det aldrig ville blive bedre,« siger hun.
Dengang var Elisabeth knap ti år gammel, men hun vidste allerede, at de var nødt til at flygte væk fra deres mor. Hun manglede kun at overtale sin lillesøster til at tage med.
Elisabeth har boet så mange forskellige steder, at hun ikke kan huske dem alle. Hendes mor har haft mindst lige så mange forskellige mænd i sit liv. Det har ført Elisabeth til ejendomme på Præstø, Stevns, Langeland og mindst en håndfuld steder alene på Ærø. Hendes far var hurtigt ude af billedet som barn, fordi hans »næver sad meget løst«, som det senere blev beskrevet i retten.
Elisabeths mor flyttede efter bruddet med faren til Ærø, hvor alt kun blev meget værre.
»Der var aldrig mad, men der var altid ølflasker,« husker Elisabeth.
»Vi klarede os selv«
Få hundrede meter fra et af de huse, hvor hun som barn boede, ligger kroen i Ommel. Det var et af morens foretrukne steder at drikke. Fra morgen til aften, fortæller Elisabeth.
Det betød også, at hun som helt lille havde ansvaret for sin to år yngre lillesøster.
Deres mor har seks børn med forskellige mænd, men størstedelen af tiden var det kun Elisabeth og hendes søster, som boede på Ærø. Og uden et valg blev Elisabeth selv den voksne.
»Jeg var ikke særlig gammel, da jeg første gang stjal, så min søster kunne få mad.«
For at slippe væk fra det ustabile hjem brugte Elisabeth og hendes lillesøster meget tid på havnen i Ommel. De var ikke ældre end syv-otte år, men passede sig selv i timevis.
»Så var vi fri for at få tæv af hende,« konstaterer Elisabeth, mens hun sparker til sandet langs havnen. »Vi havde ingen regler. Ingen ventede på os med aftensmad.«
Havde Elisabeth ikke hørt fra deres mor siden morgenstunden, måtte hun ofte ringe rundt til værtshusene på Ærø for at finde hende.
»Alle omkring os vidste, at vi ikke spiste og bare gik rundt på gaderne,« siger Elisabeth.
De blev også mobbet i skolen, hvor de andre børn kaldte dem 'fattige' og 'lusebefængte'. Det husker Line Bech Bager, som var en af Elisabeths skoleveninder på Ærø, også.
»Deres tøj var hullet og beskidt. De havde heller ikke lyst til at være hjemme hos dem selv. Det var en helt anden verden, end hvad jeg selv voksede op med,« fortæller hun.
De gange, hvor Line Bech Bagger mødte deres mor, var det også tydeligt, at noget var galt.
»Moren virkede ikke interesseret i dem. Hun viste aldrig ømhed over for dem.«
I november 2003 blev det for meget for Elisabeth og hendes lillesøster. De måtte flygte.
Flugten
Med kun to ekstra bluser løb Elisabeth og søsteren ud ad døren, ned ad Vestergade i Ærøskøbing og mod havnen for at komme væk fra øen og deres mor.
»Jeg havde lidt småmønter selv. Men jeg manglede 83 kroner, som jeg fik af en mand.«
En færge og to busser senere stod 12-årige Elisabeth med sin lillesøster på Ringsted Station.
Planen var at bo hos deres 19-årige storesøster og hendes kæreste på Sydsjælland. Til en artikel i B.T. dengang fortalte storesøsteren, hvordan de to piger i begyndelsen ikke forstod, at de skulle i bad og skifte undertøj hver dag. De forstod heller ikke, at nogen gad lege med dem, fordi det havde ingen gjort før.
Elisabeths storesøster blev selv smidt ud hjemmefra af deres mor som 12-årig og vidste derfor ikke, hvor slemt det faktisk stod til med pigerne. Det var også først efter flugten fra Ærø, at Elisabeth fortalte sin storesøster om voldtægten. Ærøskøbing Kommune blev ifølge Elisabeth og storesøsteren dengang orienteret om det, men alligevel var det planen, at de to små piger skulle fjernes fra deres søster og tilbage igen.
En undersøgelse var kommet frem til, at det var bedst for dem at komme tilbage til deres naturlige omgivelser. Ingen spurgte i første omgang, hvad børnene selv ville.
I et brev til Ærøskøbing Kommune skrev Elisabeth og hendes lillesøster derfor en bøn.
»Hvis vi kommer til Ærø, kommer alle minderne frem igen. Vi prøver at glemme minderne.«
»Vi vil hellere dø …«
Mandag 12. januar 2004 klokken 12 ankom en taxa alligevel hos storesøsteren i Ringsted. Ud trådte en sagsbehandler fra kommunen og pigernes mor og mormor.
Elisabeth og hendes lillesøster skulle anbringes hos en plejefamilie på Ærø.
Gravid
»Vi vil ikke! Vi vil ikke!«
Det var kaotisk den dag, hvor kommunen forsøgte at tvinge børnene tilbage til Ærø. Elisabeth Hansen husker det, som om de blev jagtet rundt i huset, mens de skreg. Men det betød, at sagsbehandleren til sidst gav op og kørte væk igen med moren og mormoren.
For ikke at ende på Ærø igen forsøgte Elisabeth at finde den far, som både hun og lillesøsteren deler. Men navnet Tommy Hansen gav et søgeresultat på 2.500 mænd.
Elisabeth tog fat i telefonen og begyndte i januar 2004 at ringe rundt til dem alle, indtil nogen genkendte hende. Det lykkedes til sidst at få deres far, som havde halvdelen af forældremyndigheden, i telefonen. Han havde ikke set sine børn i syv år på det tidspunkt.
De to søstre boede i flere år hos deres far på Sjælland, men det var heller ikke nogen dans på roser for Elisabeth. En hel barndom med svigt, overgreb og misrøgt havde sat sine spor.
»Allerede inden jeg flyttede hjemmefra, havde jeg besluttet, at jeg ville tage livet af mig selv, når jeg blev 18 år og kunne bestemme over mig selv,« fortæller hun i dag.
Som 16-årig blev Elisabeth i stedet gravid med sin kæreste Patrick, hvilket ændrede alt.
»Da jeg blev gravid med Angelo, fik jeg en mulighed for at få en familie og elske nogen.«
Det var den bedste dag i Elisabeths liv, men det blev også begyndelsen på endnu en årelang strid med kommunen, som har anbragt deres søn og datter uden for hjemmet. Du kan læse om hende og Patricks kamp for at få børnene hjem igen i næste uge.
»Jeg var en god mor«
Retten i Hjørring 27. maj 2015 blev et foreløbigt punktum for det svigt, som Elisabeth Hansen og hendes søskende voksede op med. I sin vidneforklaring sagde den dengang 54-årige kvinde, at hun har været en god mor over for alle sine børn. Det var børnene, som ikke ville have kontakt med hende, fordi hun ikke ville låne dem penge, lød forsvaret.
Børnenes varige mén fortæller dog en anden historie.
Deres mor endte med først at blive idømt otte års fængsel og året efter yderligere to års fængsel for seksuelle krænkelser mod Elisabeth og hendes halvsøster, som voksede op i Nordjylland.
»Jeg håber, at jeg aldrig ser hende igen.«
B.T. har forsøgt at komme i kontakt med Elisabeth Hansens mor, men det har ikke været muligt. Hun sidder angivelig stadig i fængsel og har skiftet navn. Ærø-pigernes far, som de efter flugten endte med at bo hos, er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.
