Seksualiserende deep-fake-videoer af børn spredes på sociale medier: Dansk barn er et af ofrene
»Det er dybt krænkende,« lyder det fra Red Barnet til DR.

»Det er dybt krænkende,« lyder det fra Red Barnet til DR.

Pornografiske og seksualiserede deep-fake-videoer med børn er at finde i reklamer på Metas platforme.
Det skriver DR.
Begrebet 'deepfake-porno' dækker over tilfælde, hvor billeder af en person, helt uden vedkommendes tilladelse, omdannes til seksuelt materiale ved hjælp af kunstig intelligens.
Undersøgelsen fra DR dokumenterer nu, at billeder af børn misbruges på samme måde til at fremstille kunstigt overgrebsmateriale.
Det viser sig desuden, at et dansk barn er i blandt ofrene.
De manipulerede videoer benyttes som direkte reklame for 'nudify-apps', hvor det er muligt at forvandle helt almindelige fotografier til pornografiske videoer.
I annoncerne vises først et foto af et barn, hvorefter billedet ændrer sig til en AI-genereret video, hvor barnet fremstilles i seksuelle situationer.
Sammen med Red Barnet har DR undersøgt i alt ni mistænkte annoncer på platformene.
I fire af tilfældene fandt man billeder af børn, der var blevet ændret med kunstig intelligens til seksuelle videoer.
Én af de fire anmeldte videoer viser et genereret billede af et dansk barn, mens en anden viser et barn fra Australien.
Red Barnet har anmeldt de fire videoer til politiet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovligt overgrebsmateriale.
Hos organisationen vurderer man dog, at de fundne eksempler langt fra står alene.
»Det er dybt realistisk, og det er dybt krænkende,« fortæller Pernille Spitz, chef for beskyttelse mod overgreb hos Red Barnet, til DR.