Seks personer har søgt om tilladelse til at skyde den ulv ved Nørre Nebel i Vestjylland, som af myndighederne betegnes som en problemulv.

Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en mail til Ritzau.

Styrelsen er i gang med at behandle ansøgningerne. Endnu har ingen private fået tilladelse til at skyde ulven.

Ulven forsøges skudt af myndighederne efter flere hændelser ved Nørre Nebel, hvor den har været tæt på og opsøgt mennesker i private haver.

Siden 6. august har Naturstyrelsen forsøgt at finde ulven ved hjælp af termiske droner og medarbejdere med rifler.

Dagen efter annoncerede styrelsen, at privatpersoner nu kunne søge tilladelse til at skyde ulven i en ny reguleringszone.

Zonen ligger nord for reguleringszonen ved Oksbøl. Den indeholder både private arealer og statslige arealer, herunder blandt andet Blåbjerg Klitplantage, oplyste styrelsen på sin hjemmeside.

Tidligere på ugen blev det besluttet at øge indsatsen for at finde ulven.

Styrelsen valgte at udvide reguleringstilladelsen, så Naturstyrelsen i dag også blandt andet kan skyde ulve på private arealer efter aftale med lodsejere.

Styrelsen har også fået tilladelse til at skyde ulven på større afstande end 30 meter og uden krav om, at ulven udviser opsøgende adfærd i "selve reguleringssituationen", skrev Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø på sin hjemmeside onsdag.

I forbindelse med jagten på ulven er der oprettet en sms-ordning, hvor borgere kan skrive, hvis de har set den.

Borgere kan sende sms-beskederne til telefonnummer 21418626, oplyser Naturstyrelsen. Det er ikke muligt at foretage opkald til nummeret.

De henvendelser skal hjælpe styrelsen med at agere hurtigt og få ulven skudt.

Naturstyrelsen oplyste torsdag formiddag, at én borger indtil videre har henvendt sig via ordningen.

Tippet tikkede ind tirsdag aften klokken 18.40.

- Naturstyrelsens medarbejdere tog ud til området, men ulven kunne ikke lokaliseres derude, oplyste Naturstyrelsen tidligere på dagen.

RITZAU