Siden coronavirus har sat verden i undtagelsestilstand, har konspirationer, misforståelser og myter om den frygtede sygdom bredt sig med lynets hast.

Fra amerikanere, der har drukket håndsprit i et forsøg på at undgå coronavirus, til Frankrig, der måtte fortælle landets indbyggere, at kokain ikke er en kur mod sygdommen.

Også i Danmark florerer der flere myter om coronavirus. B.T. gennemgår her seks af de mere sejlivede.

C-vitamin kan kurere coronavirus

C-vitamin har fået ry for at være en mirakelkur mod alverdens ting – herunder også coronavirus. Det har endda resulteret i et borgerforslag om, at indlagte patienter med coronavirus skal tilbydes behandling med C-vitamin. Der findes dog endnu intet videnskabeligt belæg for, at C-vitamin forhindrer eller helbreder coronavirus, skriver Illustreret Videnskab.

Et forsøg i Kina er lige nu ved at undersøge, om C-vitamin givet intravenøst til coronapatienter kan have en effekt, men resultaterne forventes først at være klar i næste måned.

Mundbind kan resultere i iltmangel og CO2-forgiftning

Nogle danskere tror, det er sundhedsfarligt at bære mundbind. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix)
Nogle danskere tror, det er sundhedsfarligt at bære mundbind. (Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix) Foto: Tim Kildeborg Jensen
Vis mere

I takt med at mundbind bliver mere og mere udbredte, vokser modstanden mod dem nogle steder i samfundet.

Det kom blandt andet til udtryk ved en demonstration i København 6. august, hvor arrangør af demonstrationen Lene Bang udtalte til B.T., at man risikerer at blive syg af at gå med mundbind.

Men ifølge overlæge ved Statens Serum Institut Brian Kristensen er det ikke noget, man skal frygte, hvis man holder sig til de mundbind, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

»De er designet sådan, at der er fri passage af gasser – altså luft. Det vil sige, at de strengt taget ikke har nogen påvirkning af iltindholdet. Der findes typer af mundbind, som gør det, men de masker, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, påvirker overhovedet ikke noget,« siger han.

Det er 5G-netværket, som spreder coronavirus

I foråret mistænkte hollandsk politi aktivister for at have brændt mobilmaster ned, fordi aktivisterne mener, at 5G-netværket spreder coronavirus.

En sejlivet myte, som WHO blandt andet afliver i deres informationsmateriale om coronavirus.

'Virus kan ikke spredes via radiobølger eller mobilnetværk. Covid-19 spreder sig lige nu i mange lande, der ikke har 5G-netværk,' slår organisationen fast.

På billedet installeres 5G på master i Texas, USA. REUTERS/Adrees Latif
På billedet installeres 5G på master i Texas, USA. REUTERS/Adrees Latif Foto: ADREES LATIF
Vis mere

Coronavirus er skabt af mennesker i et laboratorium

Årsagen til denne myte opstod, fordi der ligger et laboratorium i Wuhan, der er kendt for at forske i virussmitte fra flagermus, og det er som bekendt Wuhan, man mener, er oprindelsesstedet for coronavirus.

Der er imidlertid bred videnskabelig enighed om, at den coronavirus, der i øjeblikket hærger verden, ikke er menneskeskabt.

Forskere bag et stort studie publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature konkluderer, at virussens genetiske arvemateriale ville se helt anderledes ud, hvis den var menneskeskabt.

Hvis du kan holde vejret i 10 sekunder uden at hoste, har du ikke coronavirus

I begyndelsen af coronavirusepidemien spredte der sig billeder på sociale medier, hvor det fremgik, at man ikke havde coronavirus, hvis man kunne holde vejret i 10 sekunder uden at hoste og føle ubehag.

Men det råd kan du ikke bruge til noget som helst, understreger WHO. Den eneste måde, du kan vide, om du er smittet med coronavirus, er ved at få foretaget en test.

Coronavirus er ikke mere dødelig end en almindelig influenza.

Coronavirus ER mere dødelig end en almindelig sæsoninfluenza, slår Statens Serum Institut fast. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Coronavirus ER mere dødelig end en almindelig sæsoninfluenza, slår Statens Serum Institut fast. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Statens Serum Institut har set på dødeligheden af covid-19 i forhold til almindelig sæsoninfluenza.

For covid-19 er der flest døde i aldersgrupperne 60 år og opefter, ligesom andelen af smittede, som er døde, stiger gradvis med alderen. Således er 41 procent af de smittede over 90 år afgået ved døden. For de 80-89-årige er tallet 25 procent og for de 70-79-årige 15 procent.

»Det betyder, at andelen, der er døde som følge af covid-19 i forhold til sæsoninfluenza, er cirka tre gange så høj for personer i aldersgruppen 70-79 år, og for dem over 80 er den mere end dobbelt så høj,« siger overlæge ved Statens Serum Institut Tyra Grove Krause og slår fast:

»For de ældste aldersgrupper er det altså mere alvorligt at blive smittet med coronavirus end med influenzavirus.«