Seks kunstnere hædres for deres evner som billedhuggere ved at blive tildelt Legatets Hæderspris.

Det skriver Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, der står bag prisen, i en pressemeddelelse onsdag.

Det er Olafur Eliasson, Malene Bjelke, Uffe Isolotto, Henrik Plenge Jakobsen, Pia Rönicke og Pernille With Madsen, der i år modtager prisen.

Legatets Hæderspris tildeles som en anerkendelse af det arbejde, som de allerede har udført.

Med prisen følger også en million kroner til hver af dem. Pengene skal hjælpe kunstnerne med deres fremtidige arbejde.

Prisen uddeles hvert år af legatets bestyrelse, og det skifter mellem at være en hyldest til komponister, musikere og billedhuggere.

Den officielle overrækkelse af hædersprisen finder sted den 19. juni på Den Frie Udstillingsbygning i København.

Her vil de seks kunstnere indtage en sal hver, hvor nogle af deres kunstværker bliver udstillet.

- Der er gratis adgang i hele udstillingsperioden for at give så mange som muligt muligheden for at opleve seks kunstnerskaber, der har sat et markant aftryk på skulptur på den danske og internationale samtidskunstscene, skriver legatet i en pressemeddelelse.

Den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson er blandt andet kendt for at stå bag regnbuen oven på kunstmuseet Aros i Aarhus og Cirkelbroen på Christianshavn i København.

Malene Bjelke står bag Venskabstrappen på Hendriksholmskolen i Rødovre, og Uffe Isolotto har permanente udstillinger på Statens Museum for Kunst.

Henrik Plenge Jakobsen har lavet udsmykninger for Metroselskabet og i Trekroner Kirke, mens både Pia Rönicke og Pernille With Madsen har udenlandske udstillinger på cv'et.

/ritzau/