Et humoristisk kunstværk i baggrunden skabte undren og morskab hos seere, som fulgte pressemøde.

Onsdag formiddag havde Reformkommissionen inviteret til pressemøde om en ny anbefalelsesrapport.

Det foregik på uddannelsesstedet NEXT Nørrebro i København, og her præsenterede kommissionen anbefalinger blandt andet omkring en nedlæggelse af den nuværende 10. klasse.

Men mens anbefalingerne blev præsenteret i et større værkstedslokale, sad seere på TV2 News og både undrede og morede sig.

I baggrunden bag professor Nina Smith fangede de nemlig det, der lignede en penis tegnet med malertape placeret på en trækasse.

»Reformkommissionens pressemøde bliver lidt overskygget af et velplaceret kunstværk i baggrunden,« skriver én bruger på Twitter.

»Tænk, at der ikke er nogen, der har fjernet dilleren på kassen bag Nina Smith til hendes pressemøde på landsdækkende TV,« lyder det fra en anden.

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hos Next på Nørrebro, hvor pressemødet fandt sted, tror de, at det er nogle af deres elever, der har moret sig.

»Det håber vi faktisk, for hvis det ikke skulle være dem, så skulle det jo være en af os ansatte. Spøg til side, vi er en ungdomsuddannelse, og det sker jo ind imellem, at vores elever bliver lidt kreative,« forklarer Claus Voldum, pressekontakt hos Next.

Han forklarer, at de først blev opmærksomme på det, da pressemødet og den landsdækkende livesending på blandt andet TV 2 News var ved at være slut.

»Der blev da grinet lidt af det, men vi kan forsikre, at det ikke er en kommentar til kommissionens reformforslag, som vi synes er godt gennemarbejdet og meget spændende,« siger Claus Voldum.

Hvordan kan det være, ingen har opdaget det, før der er blevet sat op til pressemødet?

»Det er lidt svært at svare på, men vi har haft en masse gode folk, der har knoklet for at stable et godt arrangement på benene, og i travlheden er den lille detalje nok bare blevet overset.«

På reformkommissionens pressemøde onsdag var hovedpointen, at 10. klasse skal afskaffes og erstattes af et toårigt uddannelsesforløb af mere praktisk karakter.

Til gengæld afviser kommissionen de seneste dages virak i medierne om, at den ville anbefale at fjerne efterskolerne. Det er en misforståelse, lød det, men kommissionen foreslår at fjerne eksamener og pensum for 10. klasseseleverne på efterskoler.