Det kom frem fredag, at tv- og radiovært Louise Hart er død. Nu mindes hendes tidligere kollega og medvært på børneprogrammet 'Hulter Til Bulter', Sebastian Klein, sin gode veninde.
»Min søde, lille, fantastiske, kloge, smukke, vidunderlige, skrøbelige Louise er død,« indleder tv-værten sit opslag på Facebook.
Louise Hart blev 39 år og har i sin levetid været vært på Radio24syv-programmet 'Nattevagten', blogget om sit liv og spillet musik. Foruden har hun også ageret vært med Sebastian Klein i en årrække, som udviklede sig til et venskab.
»Himlen er for evigt mindre blå. Solen vil altid skinne svagere. Beriget af at have kendt hende og uendelig forarmet af, at hun nu er væk, er jeg i dyb sorg,« skriver Sebastian Klein videre i sit Facebook-opslag.
Som 37-årig fik radioværten og den tidligere tv-vært konstateret aggressiv brystkræft.
B.T. er i besiddelse af en intern e-mail blandt medarbejderne på Radio24syv, hvor Jørgen Ramskov fredag klokken 13.30 orienterede sine medarbejdere om tabet af deres kollega.
'Louise døde af naturlige årsager, men vi ved endnu ikke, om det var eftervirkninger af sygdomsforløbet, der tog så hårdt på Louise, at kroppen sagde stop,' skriver Jørgen Ramskov.
Flere af Louise Harts kolleger har mindet hende på sociale medier.
Radioværten Ditte Okman har blandt andet skrevet på Instagram:
'Louise er pludselig død. Hun er væk nu. Jeg kommer til at savne hende - og er ulykkelig over, at jeg aldrig skal se hende mere.'
Mens programchefen på Radio24syv, Mikael Bertelsen, har skrevet:
'Flaget gik på halv i dag, fordi vores nattevagt Louise Hart er død. Det blev taget ned inden solnedgang, men det har været mørkt hele dagen. Solen stod aldrig op.'