Danmark har ikke været alt det, som Sebastian troede, det ville være. Langtfra faktisk.

Han forventede at få venner, måske en kæreste, og skabe sig et liv i et fremmed land.

Efter 12 år har han kun fået én dansk ven og overvejer at flytte hjem igen. Den danske lykke udeblev.

»Det er virkelig smertefuldt. Jeg har virkelig været motiveret for at skabe mig et godt liv her og blive lykkelig,« siger Sebastian Drogomir.

Han har et arbejde i København, men mangler venner. Danskerne kan være kolde og generelt svære at komme ind på livet af, forklarer han. Det samme fortæller Helena, som bor i Vestjylland og efter mere end et årti stadig føler sig ensom og isoleret.

Og de er langtfra alene med deres oplevelser.

Det samme fortæller mange andre såkaldte expats, der bor og arbejder i et andet land.

For tredje år i træk ligger Danmark i bunden af Expat Insider 2019, der er en trivselsundersøgelse blandt flere end 20.000 expats fra 64 forskellige lande.

Vi er det tredjedårligste land at føle sig hjemme i, det næstdårligste i forhold til venlighed og det absolut dårligste at få venner i.

Alt det vidste Sebastian ikke, da han flyttede fra Rumænien til Danmark i 2007. Siden har han gjort sig sine egne erfaringer og kan kun nikke genkendende til undersøgelsens resultater.

»Du er en dansk fyr – og jeg vil ikke fornærme dig – men det er virkeligheden,« siger han.

I undersøgelsen står der, at livet i de nordiske lande kommer med 'social isolation', og op mod hver femte expat i de nordiske lande beskriver sig selv som ulykkelige, hvilket er dobbelt så højt som gennemsnittet på verdensplan.

Sebastian Dragomir har arbejdet i flere forskellige erhverv og boet i landet i 12 år. Alligevel har han haft svært med at komme ind på livet af danskerne.
Sebastian Dragomir har arbejdet i flere forskellige erhverv og boet i landet i 12 år. Alligevel har han haft svært med at komme ind på livet af danskerne.
Vis mere

Vi gør det godt på mange andre parametre som arbejdsliv og uddannelse, men på personlykke er sagen en helt anden.

Befolkningen i de nordiske lande bliver ofte beskrevet som 'kolde' og 'introverte', og danskerne er dem, som har den største negative attitude over for udenlandske borgere, viser undersøgelsen. Kort sagt gør Danmark det 'exceptionelt dårligt'.

Tilbage hos Sebastian Dragomir har de 12 år i Danmark ikke budt på de store sociale højdepunkter. Han mener selv, at han har prøvet.

»Jeg er en meget social og åben person, men jeg oplever, at det næsten er umuligt at få danske venner.«

Han har inviteret folk på kaffe, sagt 'hej' til sine naboer hver dag i årevis og forsøgt at socialisere ved firmajulefrokoster. Intet har virket.

»Svarene er ofte 'jeg har ikke tid'. Til sidst giver du op, når det ikke virker,« fortæller han.

Hvorfor det er sådan, ved han ikke. Mange har allerede en vennegruppe, som de tilhører og ikke åbner for andre. Danskerne gør sig generelt heller ikke meget i bekendtskaber og 'let socialisering', lyder det fra andre expats, som B.T. har talt med.

En helt tredje årsag er ifølge Sebastian Dragomir nationaliteten.

»Hvis man siger, at man er fra Østeuropa, så er man på skideren. Ens nationalitet eller hudfarve burde ikke være en hindring, men det er realiteten.«

Helena Gayle Nielsen føler sig stadig ensom efter 13 år i Danmark.
Helena Gayle Nielsen føler sig stadig ensom efter 13 år i Danmark. Foto: Privatfoto
Vis mere

Andre har helt sikkert en anden historie eller oplevelse som udlænding i Danmark, men hans er, at rumænere bliver set ned på.

»Jeg rejser formentlig hjem om to år. Det var min plan at bo her for altid, men jeg er træt af at leve på den her måde,« siger han.

»Det var ikke det venlige land, som jeg troede.«

Ligesom Sebastian oplever andre udlændinge, der har boet og arbejdet i Danmark i mange år, at de ikke rigtig er faldet til socialt.

For Helena Gayle Nielsen er historien meget den samme. Hun har boet her i 13 år, men kan tælle venner og bekendte på en hånd.

»Det kan godt blive ensomt. Jeg kommer aldrig ud i byen og laver ting,« fortæller hun.

Helena flyttede til Danmark fra England, blev gift og fik to børn. Hun har bare aldrig fået de venner, som hun længes efter.

»Jeg prøver at komme ind på folk, men jeg oplever, at mange ikke gider tale med mig på grund af min accent,« siger hun.

Når de ikke forstår Helena, der taler flydende dansk med accent, så trækker de sig. Det gør lige ondt hver gang.

»Jeg føler mig dum, men jeg er også blevet vant til det nu.«

Hendes generelle oplevelse er, at mange danskere ikke åbner sig socialt for fremmede. Hendes yngste søn er 10 år, så hun flytter ikke tilbage til England foreløbig, men engang i fremtiden overvejer hun det. Nu flytter hun til en ny by, hvilket forhåbentlig hjælper.