Sommertid er lig badetid - men hvor er det nu egentlig, man finder det reneste badevand i landet?

Det har Friluftsrådet, der står bag Blå Flag-ordningen, som i alt 197 strande er med i, lavet et overblik over.

At Danmark har 197 strande på listen er ifølge direktør for Friluftsrådet, Jan Ejlsted, ret unikt, når man sammenligner med vores nabolande.

»Det vidner om, at danskerne går meget op i rent badevand, friluftsliv og natur. Blå Flag sikrer rent badevand, høj sikkerhed og gode natur-og miljøformidlingsaktiviteter, som giver danskerne mulighed for at bade på nogle af de bedste strande i Europa,« siger Jan Ejlsted i en pressemeddelelse.

Listen viser, at Udbyhøj Strand nord for Randers er den strand i hele landet, der har det reneste badevand i landet.

I løbet af badesæsonen tages der mindst 10 prøver af badevandet på de 197 strande med Blå Flag for at sikre, at kvaliteten fortsat er høj.

Blandt andet analyseres der for kolibakterier og enterokokker.

Friluftsrådet står også bag den fælles nordiske ordning Badepunkt for strande, der har samme høje kvalitet i badevandet og derud over lægger vægt på uspoleret natur og muligheder for friluftsliv.