Google er de flestes foretrukne opslagsværk. Her kan man finde alt om alt. Men hvad har danskerne søgt allermest på i år?

Onsdag har Google traditionen tro udsendt listen over de meste søgte ord, spørgsmål, personer og meget mere.

Så hvad er det mest googlede ord? Du bliver nok ikke overrasket, for det er selvfølgelig Aula. Platformen de fleste forældre elsker at hade.

Listen over de fem mest googlede ord ser sådan ud:

  • Aula
  • Rasmus Paludan
  • Anders Holch Povlsen
  • Resultatet af EU-valget
  • Luke Perry

Ikke overraskende heller, så ligger den meget omtalte leder af partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, også højt på listen over mest googlede personer.

Listen over mest søgte danskere ser sådan ud:

  • Rasmus Paludan
  • Anders Holch Povlsen
  • Ole Stephensen
  • Fie Lauersen
  • Master Fatman

Men vi ved jo alle sammen, at Google mest af alt er stedet, hvor vi kan få svar på alle de spørgsmål, som vi går og undrer os over.

Her kommer listen over de mest googlede spørgsmål:

  • Hvem skal jeg stemme på?
  • Hvorfor blev cornflakes opfundet?
  • Hvad skal jeg stemme EU?
  • Hvad døde Master Fatman af?
  • Hvem passer vores børn?

Spørgsmål kommer i mange former. For eksempel bruger vi ligeledes Google til at spørge, hvor vi finder den bedste opskrift, når der er anledning til at tage kage med på arbejde eller i skole.

Lige netop kage ligger også helt oppe i toppen af listen i år.

Listen over, hvilke ord vi oftest har sat efter 'bedste' kommer her:

  • Brownie
  • Campingplads i Danmark
  • Cookies
  • Film på Netflix
  • Podcast

2019 var altså året, hvor en skoleplatform, Stram Kurs-politiker, opskrifter på brownie og hvorfor mon cornflakes blev opfundet, var noget af det, der optog os mest.