Hvis du bor i Nordjylland og skal være far for første gang, vil du være knap to år yngre end førstegangsfædrene på Sjælland.

Der er nemlig store, geografiske forskelle på, hvornår man som førstegangsfar holder sit nyfødte barn i armene.

Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik var samtlige mænd, der fik et barn i 2021, i gennemsnit 33,5 år. Heraf var førstegangsfædrene i gennemsnit 31,5 år.

Og netop alderen for førstegangsfædre kan hænge sammen med forventningerne til måden, mænd planlægger deres liv.

»For 20 år siden var der større forventninger til, at man blev forældre i en tidlig alder. I dag skal man være færdig med sin uddannelse, have styr på sin boligsituation, og karrieren skal køre på skinner. Selvom presset nok er størst på kvinder, så påvirker det også mænd,« siger mandeforsker ved Roskilde Universitet Kenneth Reinicke.

De nye tal viser desuden, at førstegangsfædrene er yngst i Region Nordjylland, hvor gennemsnitsalderen ligger på 30,7 år, mens mændene i Region Hovedstaden i gennemsnit er 32,5 år, når de bliver far.

Særligt er Dragør med til at trække tallet op, da nybagte fædre her i gennemsnit er 34,8 år. De yngste førstegangsfædre findes i Læsø Kommune med en gennemsnitsalder på 27,7 år. Du kan se tallene for din kommune på kortet nedenunder.

»De forskelle, vi ser, kan skyldes egnsbestemte traditioner. Man finder det måske mere naturligt at få børn i en bestemt alder, når man bor i en provinsby sammenlignet med en storby som København,« siger Kenneth Reinicke.

På søndag kan næsten 1,3 millioner danske mænd fejre 'Fars dag'.

Men det er ikke alle fædre, der kan forvente chokolade, vin og søde ord på Fars dag. Den far-hyldende dag lever nemlig stadig i skyggen af 'Mors dag', og det skyldes historiske og kulturelle normer, vurderer mandeforskeren.

»En forklaring kan være, at traditionelt set har kvindens rolle og moderskabet været tæt forbundet med at yde omsorg for barnet, mens faren har haft en mere forsørgende rolle for familien,« siger Kenneth Reinicke, der understreger, at rollerne ikke er lige så rigide i dag.

Derfor opfordrer han også folk til at sende en kærlig tanke til deres fædre på 'Fars dag'.

»Det er da synd, hvis vi glemmer 'Fars dag',« slutter en grinende Kenneth Reinicke.