Hvor tilfreds er du med din kommune?

Hvis du bor i Gentofte eller Lemvig, så er der stor chance for, at du er meget tilfreds. Noget mindre, hvis du bor i Kalundborg eller Frederikssund.

Hvert år skifter 900.000 danskere deres hjem ud med et nyt. Og 350.000 af dem flytter til en anden kommune.

Det viser 'Kampen om borgerne', en ny rapport, lavet af Exometric. I den har man undersøgt, hvilke kommuner borgere er mest og mindst tilfredse med at bo i.

Og det er Gentofte, der løber med sejren. På en skala fra 1-5 scorer kommunen 4,9 point.

»Det er en kommune, hvor en stor del af borgerne er velstillede. Det gør, at mange kan få det, som de gerne vil, såsom deres bolig. Men det betyder også, at kommunen ikke har de store problemer og derfor kan tilbyde en service og oplevelse over gennemsnittet,« fortæller Nikolaj Westerbjerg Pfeiffer, direktør for Exometric.

En delt andenplads går til Dragør, Lemvig, Allerød og Frederiksberg med en score på 4,8.

I modsatte ender ligger Faxe, Tønder og Frederikssund. Alle tre kommuner med 4,2 point.

»Alle tre kommuner scorer lavt på den offentlige service, såsom institution og skoler, sportsfacliteter og transportmuligheder. Derfor bliver den samlede vurdering lav,« konstaterer Nikolaj Westerbjerg Pfeiffer.

Undersøgelsen, der er baseret på over 20.000 interviews fordelt på alle kommuner, svarende til et repræsentativt udsnit af befolkningen, ser desuden på otte specifikke parametre:

Indkøbsmuligheder, transportmuligheder, kulturudbud, institution og skoler, sportsfaciliteter, internethastighed, mobildækning og boligudbuddet.

Ved sidstnævnte parameter får København med en score på 2,6 den dårligste vurdering.

Og ifølge Nikolaj Westerbjerg Pfeiffer skyldes det, at mange ikke kan finde en bolig, der matcher deres økonomi.

»Prisstigningerne på både ejer- og lejeboliger gør, at mange ikke kan finde en bolig, de har råd til. Så der er to faktorer i det: Prisniveau og type af boligform, som ikke matcher. Derfor må borgerne flytte til andre kommuner, selvom de egentlig helst vil blive boende i København,« fortæller han.

Nikolaj W. Pfeiffer er direktør for Exometric, som har lavet undersøgelsen.
Nikolaj W. Pfeiffer er direktør for Exometric, som har lavet undersøgelsen.
Vis mere

Frederiksberg ligger som næstsidste med en score på 3,0.

»Det skyldes, ligesom i København, at priserne er høje. Men også, at der ikke nybygges særlig meget i kommunen. Det skyldes altså ikke, at boligerne på Frederiksberg ikke er attraktive, men at man ikke kan få den type af bolig, man ønsker, fordi det er for dyrt,« forklarer Pfeiffer.

Listen over alle kommunernes score kan du finde her.