Det var en alvorligt afkræftet hund, der blev hasteindlagt hos Dyreværnet.

»Da han kom ind, troede jeg, at han ville dø,« fortæller Rikke Christensen-Lee, der er dyrlæge hos Dyreværnet.

Den irske setter Lucky havde sammen med sin ejer været undervejs i tre døgn, hvor de var flygtet i en lille bil fra bomberne i den ukrainske hovedstad Kyiv.

En tur, der tog hårdt på den kun 10 måneder gamle hanhund. Lucky havde nemlig tabt sig, var helt slatten og havde en puls på over 200.

Lucky kunne hverken stå eller gå på sine ben, fordi han var så afkræftet.
Lucky kunne hverken stå eller gå på sine ben, fordi han var så afkræftet. Foto: Dyreværnet
Vis mere

»Det var en alarmerende tilstand, og da vi tager en blodprøve kan vi se, at den er helt gal,« siger Rikke Christensen-Lee, der har behandlet Lucky.

Blodprøven viste, at Lucky næsten ikke havde flere røde blodlegemer, som er dem, der sørger for at transportere ilt. Desuden var antallet af hvide blodlegemer, der beskytter kroppen mod infektion, også helt i bund.

Derfor påbegyndte dyrlægerne en akutbehandling med jerntilskud, drop og antibiotika.

Samtidig stod det klart, at Lucky var meget påvirket af de ting, som han havde oplevet.

»Vi får at vide, at Lucky har gemt sig i en kælder sammen med sin ejer, mens bomberne faldt i Kyiv. Bygningen har rystet og puds er faldet ned i hovederne på dem,« siger Rikke Christensen-Lee, der i samarbejde med en tolk har kommunikeret med Luckys ejer.

Og der skal gå tre dage før, at Lucky rejser sig igen.

»Da han lugter en leverpostejmad, rejser han sig. Efter det gik det bare fremad,« siger Rikke Christensen-Lee.

Derfor var der heller ikke et øje tørt, da Lucky efter en måneds behandling kunne genforenes med sin ejer.

Der var en rørende genforening, der fandt sted mellem Lucky og hans ejer.
Der var en rørende genforening, der fandt sted mellem Lucky og hans ejer. Foto: Dyreværnet
Vis mere

»Jeg får stadig gåsehud af at tænke på det. Vi troede, at Lucky ville dø, men denne gang er jeg glad for, at jeg tog fejl,« siger Rikke Christensen-Lee.

Dyreværnet har flere mobile klinikker, der kører rundt til asyl- og modtagelsescentre for at tilse krigens dyr.