Hele seks ugers forberedelse og et gedigent hårdt fysisk arbejde kostede det at lave verdens største romkugle.

Men søndag kunne den nordjyske bager Kim Grøn som ejer bageriet Grøn Bakery præsentere en et stykke bagværk, der med længder blæste den gamle rekord ud af banen.

Den nye rekord byder på en romkugle på hele 63.9 kilogram, hvilket han først fortalte til TV 2 Nord.

Det samme siger Kim Grøn til B.T., hvor han forklarer at ideen til den nye rekord kom til ham, da for uger siden lyttede til P3 programmet 'Drømmeholdet'.

Her ønskede en 11-årig dreng at få lov til at lave verdens største romkugle.

Et ønske der blev indfriet, og som ramte en vægt på 42,4 kilogram. Det var ikke nok for Kim Grøn:

»Så blev vi enige om, at den kunne vi sagtens slå og i en hurtig indskydelse, besluttede vi os for det. Og så har vi bare samlet kagerester og bagt lidt ekstra de seneste uger,« siger han til B.T.

Omtrent seks uger tog det at samle sammen til at slå den tidligere rekord med over 20 kilogram.

Og undrer man sig over, hvordan man mon ruller en så stor masse sammen til en kugle, forklarer bagermesteren:

»Det er bare at rulle og holde gang i kuglen. For hvis den ligger stille, er den svær at skubbe gang i igen,« forklarer han.

Og smagen har heller ikke taget skade af de store dimensioner:

»Der er ikke lavet noget om i opskriften. Det er ganske almindelig romkugle, som er lavet er lidt stivere, så den holder formen bedre. Men det er ikke noget folk bider mærke i,« siger Kim Grøn.

Søndag måtte den store kugle dog lade livet, da den i løbet af bare får timer blev delt ud til kunder.

For den blev nemlig skåret ud i cirka 64 mindre stykker, som kunder i bageriet fik med på vejen.

Og nu kan Kim Grøn stolt kalde sig indehaver af verdensrekorden for verdens største romkugle.