Dyrepasserne i Aalborg Zoo mødte tirsdag morgen ind til en skøn overraskelse.

Deres huntiger, Bethari, har i løbet af natten født to små tigerunger, oplyser Aalborg Zoo til B.T.

Og alle tre har det godt oven på den glædelige begivenhed.

»Det er anden gang, Bethari får unger, så hun har allerede god erfaring som mor.«

Foto: Aalborg Zoo
Vis mere

»Gæster i Zoo kan allerede nu se ungerne i rovdyrhuset, hvor de indtil videre vil opholde sig sammen med deres mor,« oplyser Helle Justesen, kommunikationskonsulent i Aalborg Zoo.

Tigerne er af arten sumatra, der er verdens mindste nulevende tigerart.

Ifølge Aalborg Zoo anslås det, at der kun er mellem 400 og 500 tilbage, som lever frit i naturen.

»Den største trussel for tigeren er krybskytteri. Dele fra tigre bruges til at fremstille naturmedicin, som sælges flere steder i Asien,« skriver Zoo hertil.

Foto: Aalborg Zoo
Vis mere

Derudover forsvinder tigernes levesteder i højere grad som følge af en øget befolkningsvækst, ligesom deres leveområder bliver ryddet til eksempelvis bebyggelse, landbrug, plantager eller græsningsarealer til kvæg.

Sumatratigeren lever, sjovt nok, på den indonesiske ø, Sumatra. Tigerne vejer mellem 70 og 130 kilo alt efter kønnet.