To jyske nabokiosker med næsten identiske navne strides om rettighederne til navnet.
Det lyder måske som starten på en dårlig sketch, men for to kioskejere fra Vejle er der ikke meget at grine ad for tiden.
Grønnedalens Kiosk og Grønnedalens Kiosk 1 er begge placeret i Løget Center. Faktisk ligger de klos op ad hinanden i henholdsvis nummer 8 og 10.
Årsagen til den mærkværdige situation skal findes i forholdet mellem de to ejere, Karim Arefi og Bismillah Wardag, skriver Vejle Amts Folkeblad.
De to kioskejere har nemlig kendt hinanden i mere end 15 år, inden Karim i starten af 2014 købte kiosken af Bismillah og derefter lejede kioskens lokaler af ham, fortæller Karims søn Omid Arefi til B.T.
Efter købet i 2014 lejede Karim lokalerne til Grønnedalens Kiosk af Bismillah til en husleje på 15.000 kroner om måneden.
Den 1. november 2018, da lokalerne på den anden side af væggen stod tomme, valgte Karim Arefi at tage kiosken, navnet og kioskens inventar med ind ved siden af, hvilket efterlod Bismillah Wardag med en tom bygning uden indtjening.
Derfor valgte Bismillah at åbne en ny butik under navnet Grønnedalens Kiosk 1.
Han fortæller, at det har været omkostningsfuldt, da blandt andet gulvet skulle renoveres, og inventaret, der blev taget med over i Karims kiosk, skulle generhverves, skriver avisen.
Karim Arefi mener dog blot, at han har gjort som aftalt i henhold til købsaftalen fra 2014, hvor kioskens inventar og navn, ifølge ham, var inkluderet i aftalen.
Navnet blev 3. juli 2019 registreret som et beskyttet varemærke tilhørende Karim Arefi hos Patent- og Varemærkestyrelsen med virkning fra 1. november 2018.
Ifølge Karim Arefi skyldes uenighederne mellem de to kioskejere blot, at Bismillah Wardag har mistet en stor indtægtskilde i forbindelse med, at Karim flyttede lokaler.
»Han er bare træt af, at han har mistet sin månedlige husleje på 15.000 kroner, og at han ingenting sælger,« siger han til avisen.
Karim Arefi fortæller derudover, at han ofte oplever, at kioskernes varer bliver leveret hos nabokiosken, fordi leverandørerne tager fejl af butikkerne. Alligevel vil han under ingen omstændigheder ændre kioskens navn.
Heller ikke hos nabokiosken vil ejer Bismillah Wardag ændre navnet.
»Jeg vil ikke ændre det, da det er mit navn, og det har det altid været. Karim lejede kiosken af mig, og han vælger så at flytte og tage mit navn og inventar med, uden at betale mig noget. Han har ødelagt min butik og ejendom,« fortæller han til Vejle Amts Folkeblad.

