To eksplosioner er registreret i de områder, hvor gasledningen Nord Stream i øjeblikket lækker, lyder det fra overvågningsinstitutter i både Sverige, Norge og Finland.

Det oplyser det norske jordskælvscenter Norsar, der overvåger seismisk aktivitet.

I en udtalelse fra Norsar står det beskrevet, at de to undervandseksplosioner er sket natten til mandag klokken 02.03 samt mandag aften klokken 19.04.

Eksplosionen mandag aften var den klart kraftigste, lyder det.

Eksplosionerne, som man har registreret i Sverige, Norge og Finland.
Eksplosionerne, som man har registreret i Sverige, Norge og Finland. Foto: Norsar
Vis mere

Den første er målt til en styrke på 1,9, mens den anden er målt til 2,3.

Klaus Mosegaard, der er professor i geofysik ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, siger til DR, at der er tale om kraftige eksplosioner:

»En almindelig bombe fra Anden Verdenskrig svarer til 1,5 på Richterskalaen, og en kraftig bombe fra samme krig svarer til 2,5.«

»Derfor er vi tættere oppe i den kraftige kategori og det, jeg vil kalde en stor eksplosion, hvis tallene fra Sverige er korrekte,« siger han.

Lækket set fra oven i Østersøen.
Lækket set fra oven i Østersøen. Foto: Forsvaret
Vis mere

GEUS, der overvåger seismisk aktivitet i Danmark, Færøerne og Grønland, har tirsdag aften bekræftet lignende eksplosioner i Østersøen.

Tirsdag kom det frem, at gasledningen Nord Stream 1 lækker to steder, mens Nord Stream også har haft en lækage – en 24 kilometer sydøst for Bornholm og to nordøst for øen, oplyser Energistyrelsen.

Lækagerne har ingen forsyningsmæssige konsekvenser for Danmark.

Årsagen til lækagerne kendes ikke på nuværende tidspunkt, men statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at man på nuværende tidspunkt ikke kan udelukke, at der er tale om sabotage.

I Sverige og Tyskland undersøger man lækagerne som sabotage.