Lørdag blev den den øverste leder af det iranske regime, ayatollah Ali Khamenei, dræbt i et amerikansk-israelsk angreb.
Og mens andre demonstranter fejrede ayatollahens død foran Irans ambassade i København, valgte en dansk muslim ved navn Saif Shah Muhammad at markere dødsfaldet på en helt anden måde.

Han har nemlig valgt at lægge blomster og sætte et billede op af den afdøde ayatollah foran Irans ambassade i København.
Formålet med manifestationen er ifølge et af Saif Shah Muhammads offentlige opslag på Facebook at vise »solidaritet med Iran og protestere imod det zionistiske regime og USAs krigsforbrydelser i landet.«
I samme opslag inviterede Saif Shah Muhammad andre til at deltage og vise deres »støtte«.
Saif Shah Muhammad er i den danske offentlighed mest af alt kendt for at have brændt Dannebrog af og for sin tilknytning til den kontroversielle Imam Ali Moské i Københavns Nordvestkvarter.

Denne moské har i en årrække været genstand for kritik og spekulationer på grund af en række afsløringer af dens forbindelser til det iranske regime.
I flere offentlige opslag på sin Facebook-profil fortæller Saif Shah Muhammad om sin manifestation til minde om ayatollah Ali Khamenei.
»Må Gud beskytte Iran og dets folk mod det zionistiske regime og USA. Deres krigsforbrydelser mod muslimerne vil ikke blive glemt og ej tilgivet,« skriver han således i et opslag på Facebook.
Her har Saif Shah Muhammad også delt et billede af et slags mindealter på gaden foran Irans ambassade i København, hvor han har opsat billeder af ayatollah Ali Khamenei og det iranske flag samt lagt blomster og tændt stearinlys.
Søndag har der også været demonstranter til stede foran ambassaden, som fejrede ayatollahens død.
B.T. har talt med en af disse, der undrede sig over Saif Shah Muhammads manifestation til minde om ayatollahen.
Saif Shah Muhammad er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser inden deadline.

